TV2 Nord-journalister vinder stor pris for afsløringer om skandalehavn
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Jesper Christiansen og Henriette Pedersen vandt mandag aften Spadestiksprisen for det bedste undersøgende lokaljournalistik i landet.
Det hele startede med, at TV2 Nords lokalredaktion i Frederikshavn i efteråret 2023 undrede sig over, hvordan økonomien i det store prestigeprojekt, Frederikshavn Havn, kunne hænge sammen.
Det blev startskuddet til en 14 måneder lang dækning, hvor det er blevet til en lang række afsløringer af en havn i kaos, en milliardgæld til kommunen og et giftigt magtspil mellem Frederikshavn Havn og den absolutte top i Frederikshavn Kommune.
Mandag aften blev de to journalister bag afsløringerne hædret med Spadestiksprisen, som er den største journalistiske hæder for lokal- og regional journalistik i Danmark.
- Juryen var enige om, at afsløringerne om Frederikshavn havn stak ud i et stærkt felt (af nominerede, red.). I har afsløret oplysninger, som man har forsøgt at holde skjult for offentligheden, lød begrundelsen blandt andet fra juryens formand.
Se lidt fra overrækkelsen her:
TV2 Nords lokaljournalister vandt prisen i et stærkt felt af fire andre undersøgende projekter, der på hver sin måde afslørede magtmisbrug eller skandaløs behandling af borgere.
- Det er helt vildt. Det er et kæmpe skulderklap, og det viser, at det, vi har afdækket i Frederikshavn, har stor betydning, sagde de to nordjyske prisvindere, kort efter de fik prisen i hånden.
Hemmelig lyd og giftigt magtspil
Jesper Christiansen og Henriette Pedersen, der til daglig har redaktionslokaler i Frederikshavn, har blandt andet afsløret, at Frederikshavn Havn var i alvorlige økonomiske problemer, selv om daværende borgmester, Birgit S. Hansen (S), afviste enhver snak om krise på havnen.
De har afsløret, at borgmesteren og kommunaldirektøren kendte til de massive problemer på havnen, men ikke gav oplysningerne videre til byrådet, men i stedet lod havnen sejle mod afgrunden.
Det endte med, at Frederikshavn Havn i foråret måtte overlade nøglerne og en gæld på næsten 1,7 milliarder kroner til skatteborgerne i Frederikshavn Kommune.
Samtidig har TV2 Nords journalister afsløret en hemmelig lydfil, hvor en medarbejder fra kommunen forsøger at få havnen til at skjule oplysninger om havneskandalen over for TV2 Nord og dermed offentligheden.
I dag er hele havnens ledelse skiftet ud, ligesom Birgit S. Hansen har forladt borgmesterkontoret i utide til fordel for et job i KL. En melding, der kom samme sag, som TV2 Nord kunne afsløre den hemmelige lydfil.
Der pågår en advokatundersøgelse af hele forløbet, ligesom Ankestyrelsen har rejst en sag mod kommunen.
Jesper Christiansen og Henriette Pedersen fortsætter afdækningen af havneskandalen den kommende tid.