Unge kæmper med ensomhed – nu er der millioner på vej
Ungerådgivningen Headspace vurderer, at der som følge af nedlukningen er dobbelt så mange unge, der føler sig ensomme. Det kan få konsekvenser på længere sigt, lyder det.
Der er penge på vej for styrke trivslen hos landets unge, som er hårdt pressede under coronanedlukningen. Et bredt politisk flertal har vedtaget en pulje på 600 millioner kroner til fagligheden og trivsel blandt unge, hvor 88 millioner kroner er øremærket til at styrke trivslen.
Og det er der brug for, lyder det fra to elever fra ottende klasse på Sæbygaardskolen, der følger undervisningen hjemmefra.
- Der er mange af os, som savner de normale hverdage, hvor vi kommer til at se hinanden i klasselokalerne i stedet for over computeren, siger Tue Krøgh. Han bliver suppleret af sin kammerat Andreas Hartvig:
- Det er ikke det samme at se ens venner foran en skærm.
Nedlukningen har bevirket, at flere unge føler sig ensomme. Noget som Andreas Hartvig godt kan nikke genkendende til.
- Der er flere og flere, der begynder at føle sig ensomme. For eksempel mig, jeg føler ikke, at jeg har det fællesskab, jeg længes efter, jeg er lidt for mig selv og lidt indelukket.
Dobbelt så mange ensomme unge
Hos ungerådgivning Headspace ser de med alvor mod den stigende ensomhed. Ifølge dem er andelen af ensomme unge fordoblet siden den første coronanedlukning i marts.
- Der er et kæmpestort efterslæb, som vi bliver nødt til at gøre en indsats for, for ellers er jeg bekymret for, at der er mange unge, som vi ikke får bragt tilbage, lyder det fra Jesper Overgaard Andersen, der er centerchef hos Headspace.
Hos Frederikshavn Kommune håber de, at millionindsprøjtningen kan give flere muligheder i forhold til de unge.
- Den her pulje af penge gør at vi kan udvide vores palette og kan supplere hinanden med endnu flere indsatser, som rammer endnu bredere, siger Susanne Friis Andersen, der er områdeleder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Frederikshavn Kommune.
På mandag mødes landets borgmestre med regeringen for at diskutere næste skridt i åbningen af landets folkeskoler.