Voergaard Slot er klar til igen at lukke julen ind
Så er det endnu en gang blevet tid til at skrue op for julestemningen, når Voergaard Slot fra fredag slår dørene op til jul og i år står julen i børnenes tegn.
Skru helt op for julestemningen på Voergaard Slot. Sådan lyder det fra Anker Laden-Andersen, formand for Voergaard Slots bestyrelse.
Han glæder sig selv til at opleve de 70 boder, der fra denne weekend står klar på det historiske slot.
- I år er temaet Børnenes Jul, og det vil blandt andet sige, at man bruger ting som børn og også voksne kan genkende så som slik og legetøj i juleudsmykninger, siger han og tilføjer, at det bliver rigtigt smukt.
Bjarne Als udsmykker igen
Det er igen i år Bjarne Als, Bering House of Flowers, der står for pyntningen af slottet.
Han er kendt for overdådige dekorationer, som folk kommer langvejs fra for at opleve.
- Jul på Voergaard Slot har fået en form for kultstatus i hele landet, så folk kommer fra hele landet, siger Anker Laden-Andersen.
Det er også muligt, at købe nogle af Bjarne Als´ storslåede dekorationer samt et flot udvalg af julepynt.
Corona-sikret adgang
I lighed med mange andre aktiviter i disse tider, da coronasmitten igen er stigende, så er arrangøren bag årets juleudstilling på Voergaard Slot meget opmærksomme på, at gæsterne skal kunne færdes corona-sikret inden for slottets murer.
- Vi søger for kontrol af coronapas, vi deler mundbind ud, og der er masser af sprit, siger Anker Laden-Andersen, som tilføjer, at personalet også er instrueret i, hvad man skal gøre, hvis der opstår coronakritiske situationer.
Voergaard Slot har åbent for juleudstillingen denne og næste weekend.