Bliver der brug for champagnen? Fortuna Hjørring indleder guldjagt
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fortuna Hjørring møder søndag deres mangeårige rivaler fra Brøndby i pokalturneringen. Den nordjyske klub jagter både en pokaltriumf og mesterskabet i foråret.
Den første af mange afgørende kampe venter søndag eftermiddag spillerne fra Fortuna Hjørring. Her møder holdet på udebane Brøndby i kvartfinalen i Sydbank Kvindepokalen, og her skal der en sejr til, hvis Fortuna-spillerne fortsat skal kunne drømme om både et mesterskab og en pokaltriumf i denne sæson.
- Det bliver en tæt kamp.Vi ville godt have haft et par uger mere til at forberede os, men pokalturneringen har sit eget liv. Vi vil gøre alt for at slå Brøndby, siger Fortuna Hjørring-træner Brian Sørensen.
I slutningen af marts spiller Fortuna Hjørring den første af 10 kampe i slutspillet om det danske mesterskab. De nordjyske kvinder er to point efter førerholdet HB Køge, så det er afgørende at komme godt fra land i forårets kampe.
- De første tre-fire runder bliver afgørende for, om vi får mesterskabet tilbage til Hjørring, siger Brian Sørensen.
Fokus på ligakampene
Selvom pokalturneringen er vigtig, så er det kampen om det danske mesterskab, Fortuna Hjørring fokuserer mest på. Placeringen i grundspillet har givet dem otte point med over i slutspillet, hvor topholdet HB Køge har 10 point. Brøndby er nummer tre med seks point.
- Efter kampen mod FC Nordsjælland på hjemmebane har vi en meget svær udekamp mod FC Thy, og så har vi de to meget afgørende kampe på hjemmebane først mod Brøndby og så den helt afgørende kamp mod HB Køge, som vi skal vinde over, hvis vi vil gå efter guldet, siger Brian Sørensen.
Brian Sørensen har sat navnene på den nuværende spillertrup op på taktiktavlen. I lokalet hænger et billede med mesterholdet fra 2018, og det er med en vis stolthed, at træneren fortæller, at mange af de spillere, han selv var med til at hente til Fortuna Hjørring, i dag spiller i store europæiske klubber.
Senest har topscorer Emma Snerle fået kontrakt i den engelske storklub West Ham.
- Vi er og bliver en udviklingsklub. Vi skal sørge for, at vores spillere bliver gjort klar til at komme videre, og vi skal i Fortuna Hjørring være de bedste til at udvikle talenter, og så accepterer vi, at de kommer videre til større klubber, siger Fortuna-træneren.
Se hele interviewet med Brian Sørensen her: