Butikker går tilbudsamok: Ikke alle er lige begejstrede
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Flere butikker skyder allerede nu Black November i gang.
Hos Skousen Hjørring er der tilbud i massevis. Både online og i butikken.
- Jeg bilder mig selv ind, at vi får flere kunder herover, fordi folk ser tilbuddene mere, lyder det fra direktør i Skousen Hjørring, Morten Larsen.
Se hele indslaget herunder:
Det hedder hverken Black Friday eller Black week, men Black november.
For sammen med andre butikskæder har Skousen i Hjørring valgt at have tilbud hele november måned og ikke kun d. 24. november, hvor Black Friday ellers falder.
- Det betyder ikke, at Black Friday ikke stadig er den største dag, vi har rent markedsføringsmæssigt og omsætningsmæssigt, fortæller Morten Larsen.
Også i Baby Sam i Aalborg er der skruet op for tilbuddene.
Men modsat Skousen, så garanterer de her, at tilbudspriserne nu ikke bliver overgået på Black Friday.
Jeg synes, det er en forbruger-party-event, og det er bare for at lokke nogle penge ud af lommerne
Lina Franke Hedegaard
For dagen, hvor butikkerne går tilbudsamok, er og bliver det største.
- For Baby Sam er det en af årets vigtigste salgsdage, konstaterer Morten Jensen, som er butikschef i Baby Sam i Aalborg.
- Det er den største kampagnedag, der er året rundt.
Prisbevidste kunder
Men et år med høj inflation og højere leveomkostninger har gjort kunderne endnu mere prisbevidste. Et godt tilbud, skal være et godt tilbud.
Så derfor skal flere af kunderne stadig overbevises, før de falder for de farverige tilbudsskilte.
- Jeg er stærk modstander af det, for jeg synes, det er en forbruger-party-event, og det er bare for at lokke nogle penge ud af lommerne og skabe et forbrug, der måske ikke engang er der, siger Lina Franke Hedegaard fra Lønstrup.
Mens andre ikke tænker så meget over tilbud.
- Det gør jeg desværre ikke. Jeg køber det, som jeg har brug for, fortæller Malak EL-Hajj fra Aalborg.
- Man kigger selvfølgelig altid på prisen, men engang imellem, hvis det er den vare, som passer til lejligheden, så kan det godt ske, at prisen ikke vægter så meget, forklarer Bo Jensen fra Nørhalne.