Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Drab i Aalborg får kvinder til at melde sig til selvforsvar

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Antoinette Weesgaard og Ditte Vestergaard Kristiansen lærer hvordan de kommer ud af truende og grænseoverskridende situationer til selvforsvarskursus hos Hjørring Jiu- Jitsu Klub.

Drabet på Mia Skadhauge Stevn i Aalborg har sat fokus på, at en del kvinder føler sig utrygge, når de går alene på gaden en sen aften. I Hjørring har en gruppe kvinder meldt sig til et selvforsvarskursus.

- Jeg har en hvid varevogn der, og du vil gerne slippe væk fra mig, lyder scenariet, instruktøren i selvforsvar tegner op. 

Hun har et fast greb om håndleddet på kursusdeltageren. Og for kvinderne på holdet er scenariet ikke bare fri fantasi, men en reel frygt, de nu ser i øjnene med et lynkursus i selvforsvar i Hjørring Jiu-Jitsu Klub.

Det er lidt ligesom førstehjælp. Det er rart at kunne det i håb om, at man aldrig får brug for det

Iben Andersen, instruktør

49-årige Antoinette Weesgaard er én af dem - hun har i flere år tænkt på, at hun gerne vil lære selvforsvar. 

- Jeg er blevet ældre, og der er flere ting ved kroppen, der værker. Hvis der sker noget, så kan jeg ikke bare stikke af. Så hvis man kan nogle små fifs, vil det være godt, siger hun.

Selvforsvar er symptombehandling

Tanken om at kunne passe på sig selv fylder også hos 34-årige Ditte Vestergaard Kristiansen fra Tversted, der også har meldt sig til kurset.

- Det er helt sikkert de seneste uges begivenheder (drabet på Mia Skadhauge Stevn, red.), der har gjort, at jeg har meldt mig til det, siger hun.

For instruktør Iben Andersen handler kurset ikke kun om selvforsvar, men også om at lære kvinderne at sætte klare grænser. Foto: TV2 Nord

Instruktør Iben Andersen er på gæstevisit fra Aalborg Selvforsvar og Ju-Jitsu Klub. Hun kalder selvforsvar for symptombehandling. I den perfekte verden fik man i stedet en voldsmand til at holde op med at slå, mener hun.

- Selvforsvar er en ting, der kan være rigtig god at kunne. Det er lidt ligesom førstehjælp. Det er rart at kunne det i håb om, at man aldrig får brug for det, siger Iben Andersen.

Det er okay at sige fra

På kurset er der fokus på tips og tricks til at komme væk fra en truende situation. Men kurset handler mindst lige så meget om at lære, hvordan man kan sige fra, hvis man får en uønsket hånd på låret fra en kollega, eller nogen kommer for tæt på. Og at det i det hele taget er okay at sige fra både verbalt og fysisk, når ens grænser er nået. 

Det kan godt være en falsk tryghed. Men man kan jo godt være skide træls, indtil man taber

Morten Aaen, formand, Hjørring Jiu-jitsu Klub

Iben Andersen bruger det eksempel, at hvis man har svært ved at sige fra overfor en irriterende telefonsælger, så kan det også være svært at sige fra i en situation, hvor ens grænser bliver overtrådt yderligere.

- Hvis ikke vi kan mærke efter og sætte grænser i hverdagen, så bliver det rigtig svært at gøre det den dag vi står i situationen. Særligt hvis det er en person vi ikke lige havde ventet det fra, forklarer hun.

På kurset benyttes slag, spark, kast, låse og stranguleringer som selvforsvar, alt efter hvilket angreb, der er tale om. Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Skaber tid til at flygte

Selvforsvarskurset i Hjørring er et lynkursus på to aftener, men byens Jiu-Jitsu-klub har også længere kurser.

Kan det ikke være en falsk tryghed, hvis man som kvinde tror, at man kan tackle en mand på 100 kilo, der angriber en?

- Jo. Der er ingen garanti for noget, men man kan jo godt være skide træls indtil man taber. Hvis man er heldig, så kan man få ham til at ligge og ømme sig, mens man når at løbe væk, siger formand for Hjørring Jiu-jitsu Klub, Morten Aaen.

Giver selvsikkerhed

Drab på kvinder i nattelivet sker meget sjældent i Danmark. Ifølge statistikkerne begås drab mod kvinder oftest af en partner, mens der er langt imellem de såkaldte fjerndrab, hvor offeret ikke kender gerningsmanden.

Hverken Antoinette Weesgaard eller Ditte Vestergaard Kristiansen føler sig utrygge i dagligdagen, men de seneste begivenheder i Aalborg gør, at utrygheden alligevel banker lidt på. 

Alene det at tage kurset kan give en følelse af mere tryghed og selvtillid, mener Ditte Vestergaard Kristiansen.

- Når man kan det her selvforsvar, så får man en anden udstråling. Man er mere selvsikker, siger hun. 

- Det tror jeg, at man også kan bruge i hverdagen.

Hør mere om effekten af at lære selvforsvar i videoen her:


Misser europæisk Final 4-stævne: Kun et mål fra finalen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billede fra sidste års Final 4 finale, hvor Aalborg tørnede ud mod Herning Bluefox. Aa

Pirates kunne selv afgøre, om de kom i europæisk Final 4-stævne, men de nordjyske pirater skuffede fælt på isen.

Sølle et mål.

Det var det, der Aalborg Pirates skulle skaffe i den sidste kamp i semifinalerne i Continental Cup, da de tørnede ud mod polske Katowice.

Pointet ville have sikret dem en plads i finalen ved Continental Cup. Men det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Aalborg Pirates måtte se sig slået af Katowice med 1-4, og dermed misser de lige akkurat finalen, der spilles i januar i Berlin.

Havde Aalborg Pirates bare scoret et mål mere og tabt 4-2, ville de stadig havde snuppet andenpladsen i deres pulje, som også ville have givet adgang til finalen. Så det må være et slukøret Pirates hold i Sparekassen Danmark Isarena i aften.

I stedet bliver det franske Grenoble, der følger Katowice til finalen. Aalborg Pirates havde ellers selv slået netop Grenoble med 5-3, men det franske hold havde scoret et mål mere, og derfor er det altså dem, der får den gyldne billet.

Se interview med Georg Sørensen, der blev kåret som kampen spiller for Pirates.

Den helt store nedtur

Det blev den helt store nedtur for Aalborg Pirates, som ellers havde vundet de to første kampe, og selv kunne afgøre det. De kunne endda tillade sig at tabe med to mål.

Så der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos Piraterne, og der gik lang tid inden spillerne kom ud og talte med den fremmødte presse. 

 Efter kampen talte vi med to skuffede spillere, kaptajn Julian Jakobsen, der scorede Aalborgs enlige mål i første periode. Han satte ord på, hvorfor det ikke lykkedes Pirates bogstavelig talt at komme i mål.

Det kan du se her:

Målmand Georg Sørensen, som i øvrigt stod en fantastisk kamp for Piraterne, blev kåret til kampens spiller for Aalborg Pirates, men skuffelsen var tydelig at fornemme hos begge spillere. 

Nu skal Aalborg Pirates tilbage og spille i den hjemlige Metalliga hvor holdet allerede på onsdag kommer på en svær opgave, når de på en eller anden måde skal rejse sig fra søndagens kæmpe skuffelse og møde Herning på udebane.

Se højdepunkterne fra kampen i videoen.

Amerikanere inviterede til thanksgiving med ét særligt formål

Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Keren Christensen var en af dem, der afholdte thanksgiving.

To amerikanere, der er bosat i Thisted, inviterede lørdag til thanksgiving med et særligt formål.

USA er meget mere end det, man ser i nyhederne. 

Sådan lyder det fra to amerikanske thyboer, der lørdag inviterede folk fra nær og fjern til thanksgiving. De ville vise, at amerikanere også går op i fællesskab og hygge. 

- Man vil blive overrasket over, at der er mange flere tolerante mennesker i USA end det man ser baseret på valget, siger Amora Feray, der er amerikaner bosat i Thisted.

Thanksgiving er en dag, der hovedsaglig markeres i Nordamerika, og dagen er blandt andet kendetegnet ved de store mængder mad, der indtages.

Alle gæsterne var inviteret med i køkkenet, og blandt kalkuner i ovnen og mad, der skulle steges, fik gæsterne en smag på, hvad det at være amerikaner også kan være.

- Det handler om at acceptere hinanden, hjælpe hinanden og være taknemmelig, siger Keren Christensen, der også er amerikaner i Thisted. 

Stor fokus på præsidentvalget 

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at USA i sidste uge valgte Donald Trump til præsident i den næste præsidentperiode. 

De to amerikanere har fået mange spørgsmål omkring det og følte, at de gerne ville vise, at USA er mere end det. 

- Jeg håber ikke, at folk tror, at Trump er hele USA, siger Amora Feray, mens Keren Christen stemmer i: 

- Man ser også de negative ting i nyhederne, og USA har mere at byde på, siger hun. 

Thanksgiving falder i år 28. november.


Indsamling til trængte nordjyske børn: - Vi mærker en stigning

Der er flere årsager til, at Gestus Nord oplever flere henvendelser fra nordjyske familier.

Se med onsdag 20. november, når TV2 Nord sender live fra Gestus Nords indsamlingsshow fra klokken 19.45 på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk.

Hvert år samler organisationen Gestus Nord ind til trængte børnefamilier, som har brug for en hjælpende hånd i hverdagen.

Hjælpen består af alt lige fra økonomiske bidrag til højtider, mentorordninger og aktiviteter og ture ud af huset. Og ifølge projektchefen i Gestus Nord er der mange nordjyske familier, der har brug for hjælp.

- Der er flere og flere henvendelser fra år til år. Vi mærker en stigning i henvendelser, siger Jette Nørsøller.

- Og det er der flere grunde til. Vi har haft inflation, og vi har haft andre kriser, der gør, at nogle familier har haft det svært, siger hun.

I de seneste år er kendskabet til Gestus Nord også blevet større i Nordjylland. Og samtidig er organisationen i kontakt med de nordjyske kommuner.

- Vi er i kontakt med kommunernes medarbejdere i børne- og familieafdelingen og oplyser dem om, hvem vi er, og hvad vi kan gøre ude hos de familier, der har mindst. Så ved at flere er blevet opmærksomme på os, har vi også fået flere henvendelser.

Økonomi og mistrivsel

Omkring 6000 børn i Nordjylland lever i relativ fattigdom, og siden Gestus Nord så dagens lys i 2013, er omkring 5000 familier blevet hjulpet.

- Den ene årsag er, at der er familier, der virkelig bøvler i hverdagen, fordi økonomien ikke slår til. Den anden årsag er børn, der ikke har så mange venner og føler sig ensomme og mistrives. Og de vil rigtig gerne bare have nye venner og fællesskaber, så de kan få nye oplevelser, siger Jette Nørsøller.

Lige nu er omkring 1000 børn tilknyttet. De fleste børn får kortvarig hjælp i form af bidrag til indkøb af tøj, cykler og jule- eller konfirmationshjælp. Og så er der turene ud af huset - eksempelvis sommerlejrene.

- Det fylder rigtig meget hos os, og det er det, vi gerne vil gøre noget mere af. Vi kan se, at børn der mistrives kommer og opdager, at de kan få nye venner her.

- Så vi mærker bare en god stemning, og børnene er glade. Vi har næsten ingen konflikter, når vi holder vores arrangementer, fordi der sker noget magisk, når børnene samles, siger Jette Nørsøller.

Om Gestus Nord

Velgørenhedsorganisationen Gestus Nord arbejder for at styrke børn og unges hverdag og fremtid i Nordjylland.

Deres målgruppe er nordjyske børn og unge, der er oplever udfordringer i hverdagen. Det kan være udfordringer, der bunder i økonomiske forhold, skelsættende begivenheder eller mistrivsel.

Foreningen hjælper blandt andet børnene gennem mentorordninger, økonomisk akuthjælp og camps.

75 frivillige arbejder i Gestus Nord, og foreningen modtager økonomisk støtte af erhvervspartnere.


Voldelig, polsk hooligan er løsladt forud for ishockey-brag

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Katowice-tilhængere kort før kampen mod Aalborg Pirates.

Aalborg Pirates har i denne weekend været arrangør af semifinalekampen i Continental Cup, som er en turneringen for de næstbedste ishockeyklubber i Europa.

Om lidt starter ishockeybraget mellem Aalborg Pirates og polske Katowice i Sparekassen Danmark Isarena.

Inden kampen starter har Nordjyllands Politi meldt ud, at de holder ekstra øje med den.

I nat blev en polsk hooligan nemlig anholdt i Jomfru Ane Gade på grund af en voldsepisode, der dog ikke var rettet mod en anden ishockeyfan.

Den polske hooligan er dog blevet løsladt igen, oplyser Nordjyllands Politi søndag eftermiddag.

- Vi holder øje med kampen, og vi er i kontakt med de ansvarlige derude for at få et stemningsindtryk, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.

Sådan så det ud, da de 3-400 polske fans, der er rejst med Katowice til Aalborg, mødte op i Sparekassen Danmark Isarena.

Pirates ligger lunt i svinget

Fire hold har deltaget i Continental Cup; Corona Brasov fra Rumænien, Grenoble fra Frankrig, GSK Katowice fra Polen og så Aalborg Pirates. De to bedste hold går videre til Super Continental-finalen i Berlin til januar måned.

Forud for turneringen var der solgt 10.000 billetter. Alene fra Polen kom der mellem 3-400 fans - lidt færre fra de to andre udenlandske klubber.

Og selvom der har været “huller i isen“ både på og uden for isen i Aalborg Pirates på det seneste.

Spillerne viste enorm styrke og flot ishockey foran et begejstret publikum i Sparekassen Danmark Arena allerede fredag aften, da Pirates tørnede ud mod franske Grenoble. Den kamp endte 5-3.

Den flotte præstation blev fulgt op med endnu en sejr lørdag, hvor kaptajnen Julian Jakobsen med et mål 46 sekunder før tid sikrede Aalborg deres anden sejr i turneringen 2-1 over Brasov fra Rumænien.

Nu skal piraterne 'kun' bruge et point i den sidste kamp mod det polske hold fra Katowice for at gå videre til Superfinalen. 


Fortuna Hjørring alene i spidsen efter hjemmebanetriumf

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Arkivfoto.

Hjørringenserne vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane.

Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag muligheden for at få førstepladsen for sig selv i Gjensidige Kvindeligaen.

De skulle forsøge at udnytte at toprivalerne fra FC Nordsjælland led et overraskende nederlag lørdag, og chanchen for at komme alene i front tog hjørringenserne imod.

Søndag eftermiddag slog hjørringenserne HB Køge med 2-1 på hjemmebane, og derfor fører Fortuna Hjørring nu Gjensidige Kvindeligaen med 33 point for 13 kampe. FC Nordsjælland følger trop på andenpladsen med 30 point.

Afgørelse faldt i første halvleg

I søndagens opgør kom nordjyderne bedst fra start, og det var især takket være en målfarlig hviderusser. 20-årige Anastasia Pobegaylo nettede første gang efter 20 minutter på oplæg fra Joy Omewa, og et kvarter efter blev føringen fordoblet.

Angriberen Anastasia Pobegaylo var igen på pletten og scorede sit niende sæsonmål, som samtidig sender hende op på ligaens andenplads på topscorerlisten.

Langt hen ad vejen så det ud til at blive en komfortabel sejr, men i de døende minutter kom spændingen tilbage i kampen. I kampens overtid reducerede HB Køge til 1-2, men det kom for sent i kampen.

Kort tid efter lød slutfløjtet, og Fortuna Hjørring kunne juble over de tre point, som sender dem alene i front i tabellen.

Nordjyderne mangler en enkelt kamp inden vinterpausen. På lørdag går turen til Odense, hvor midterholdet OB venter i 14. spillerunde.