Hvalrossen Freja på besøg i Hirtshals
Hvalrossen Freja blev mandag opdaget ved jollehavnen i Hirtshals.
En sjælden gæst kunne mandag ses ved jollehavnen i Hirtshals. Biolog beder folk om at holde afstand til hvalrossen, der hyggede sig i solskinnet.
En sjælden gæst blev mandag opdaget ved jollehavnen i Hirtshals.
For en hvalros havde valgt at besøge havnebyen, og det er absolut ikke hver dag, at sådan et dyr er på vores breddegrader.
Anika Toth, der er biolog på Nordsøen Oceanarium, var da også begejstret over besøget.
- Der er tale om hvalrossen Freja, som de seneste uger også er set ved Hvide Sande og Thorsminde, siger Anika Toth.
Langt hjemmefra
Hun forklarer, at Freja har et specielt mærke på den ene luffe, så derfor en hun nem at kende.
Freja var sidste år så langt sydpå som i Holland, og det er temmelig langt hjemmefra.
- Hvalrosser hører til langt nordpå i kolde vande som ved Grønland og Svalbard, siger Anika Toth.
Hun fortæller, at Freja er en ung hvalros - sandsynligvis fem-seks år gammel, da hun har små tænder - og at netop de unge hvalrosser godt kan finde på at stikke på eventyr langt hjemmefra.
Og bestanden af hvalrosser er for tiden stor, så det kan også have været medvirkende til, at Freja er taget på langfart.
- Men Freja spiser og er i god stand, og hun har ligget på stenene ved jollehavnen i Hirtshals og hygget sig hele dagen, siger Anika Toth.
Fakta om hvalros
- Hanner kan veje op til 1200 kg - lige så meget som en Ford Focus stationcar.
- Både hunner og hanner har stødtænder. Hos hannerne kan de i sjældne tilfælde blive en meter lange.
- Hvalros findes cirkumpolart på den nordlige halvkugle, dvs. hele vejen rundt om nordpolen.
- Sidste observation af en levende hvalros var i 2010 på vestkysten ved Fjand.
- Den atlantiske bestand af hvalros blev fredet i 1950 og har været i fremgang siden 1970érne.
- Seneste observationer/fund af hvalros:
- 1999: Hvalros på Uggerby strand nord for Hirtshals
- 2002: Skeletrester ved Spidsbjerg på vestkysten
- 2010: Ungt dyr ved Fjand i Vestjylland
- 2021: Ung dyr på stranden ved Vorupør
Kilde: Nordsøen Oceanarium
Gå ikke for tæt på
Hvalrossen har tiltrukket mange nysgerrige, som gerne vil have et billede af den sjældne gæst.
Men Anika Toth fortæller, at nogle af gæsterne går alt for tæt på hvalrossen.
- Man kan sagtens se den fra molen, men der er nogle, der kravler helt ud på stenene, hvor hvalrossen ligger, og det er alt, alt for tæt på, siger Anika Toth.
Hun fortæller, at man skal holde mindst 50 til 100 meters afstand til hvalrossen, så den ikke bliver forstyrret.
Anika Toth har ikke noget bud på, om Freja har tænkt sig at blive i Hirtshals i flere dage.
- Det er svært at sige, men det kan også være, at hun er væk i morgen tirsdag, siger Anika Toth.