Lave priser bringer svineproducent i knæ: - Det kan ikke blive ved sådan her
En række udfordringer har presset prisen på svinekød ned på et nyt lavpunkt. Det er 18 år siden, prisen har været så lav, som den er i dag.
Svinestalden bugner af smågrise hos landmand Ejner Joest Andersen i Hjørring, og det er et problem, for lige nu er grisene ikke meget værd.
Prisen på svin er faldet til under otte kroner kiloet, og det er det laveste niveau i 18 år. Den lave pris betyder, at det er umuligt for landmanden at tjene penge på produktionen. Faktisk er det det modsatte, der sker.
- Vi sætter penge til lige i øjeblikket, og det kan vi ikke blive ved med, siger Ejner Joest Andersen.
De seneste to år er prisen på slagtesvin faldet med 44 procent.
Den perfekte storm
Ifølge Asger Krogsgaard, der er formand for Danske Slagterier, er det et sammenfald af en række kedelige faktorer, der gør, at priserne er så lave lige nu.
Prisen er blandt andet afhængig af eksport til udlandet, men udbrud af afrikansk svinepest forhindrer eksport ud af EU. Det betyder, at det europæiske marked vælter i svin, og når udbuddet er større end efterspørgslen, går det ud over prisen.
- Udover afrikansk svinepest, spiller coronapandemi, høje foderpriser og store energiomkostninger i forbindelse med produktion også en rolle, siger Asger Krogsgaard til TV MIDTVEST.
Formanden understreger, at den nuværende situation er uholdbar, og han opfordrer de danske producenter til at holde snuden i sporet og bruge af opsparingen.
Landmanden i Hjørring kan ikke sige, hvor længe han kan holde til at sætte penge til, men han håber på, at priserne snart stiger igen.