Lidl skrotter alle tobaksvarer inden 2029 - i Hjørring sker det på torsdag
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Torsdag får Hjørring en tobaksfri butik.
De plejede engang at stå bag ekspedienten ved kassen til skue for alle. Nu er de gemt væk og fyldt med advarsler. Der er naturligvis tale om cigaretter.
Inden længe er der slet ikke plads til dem. I hvert fald ikke i landets Lidl-butikker.
Senest ved udgangen af 2028 bliver det nemlig slet ikke muligt for kædens kunder at få scannet cigaretterne ved kassen i Lidls mere end 100 butikker i Danmark.
- Vi håber, at kunderne reagerer positivt på initiativet og vil vælge Lidl på baggrund af vores andre fødevarer. Der er ingen tvivl om, at vi vil tabe omsætning. Men det vægter mere, at vi bakker op om Kræftens Bekæmpelses dagsorden om en røgfri generation, siger Khalil Jehya Taleb, viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark til Ritzau.
Hjørring får den første
Han fortæller videre, at Lidl er åbne over for, at udfasningen kommer til at ske endnu hurtigere, hvis Lidls konkurrenter er villige til at følge trop.
Lidl har planer om at åbne mere end 60 nye butikker i Danmark i løbet af de kommende år. Samtlige af disse butikker vil være tobaksfri.
I Hjørring åbner der torsdag en ny tobaksfri butik. Allerede i løbet af sommeren vil Lidl fjerne 20 procent af cigaretterne fra hylderne.