Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag muligheden for at få førstepladsen for sig selv i Gjensidige Kvindeligaen.
De skulle forsøge at udnytte at toprivalerne fra FC Nordsjælland led et overraskende nederlag lørdag, og chanchen for at komme alene i front tog hjørringenserne imod.
Søndag eftermiddag slog hjørringenserne HB Køge med 2-1 på hjemmebane, og derfor fører Fortuna Hjørring nu Gjensidige Kvindeligaen med 33 point for 13 kampe. FC Nordsjælland følger trop på andenpladsen med 30 point.
Afgørelse faldt i første halvleg
I søndagens opgør kom nordjyderne bedst fra start, og det var især takket være en målfarlig hviderusser. 20-årige Anastasia Pobegaylo nettede første gang efter 20 minutter på oplæg fra Joy Omewa, og et kvarter efter blev føringen fordoblet.
Angriberen Anastasia Pobegaylo var igen på pletten og scorede sit niende sæsonmål, som samtidig sender hende op på ligaens andenplads på topscorerlisten.
Langt hen ad vejen så det ud til at blive en komfortabel sejr, men i de døende minutter kom spændingen tilbage i kampen. I kampens overtid reducerede HB Køge til 1-2, men det kom for sent i kampen.
Kort tid efter lød slutfløjtet, og Fortuna Hjørring kunne juble over de tre point, som sender dem alene i front i tabellen.
Nordjyderne mangler en enkelt kamp inden vinterpausen. På lørdag går turen til Odense, hvor midterholdet OB venter i 14. spillerunde.