Par snød med adressen og hævede ydelser for 134.000 kroner
Foto: Victoria Skibsted, TV2 Nord
Parret er tiltalt for socialt bedrageri.
På papiret boede par hver for sig, og det gjorde dem berettiget til økonomiske tilskud. Men virkeligheden var en anden ifølge anklageskriftet i sagen.
En 40-årig kvinde og en 46-årig mand, som begge har bopæl i en mindre landsby i det nordlige Vendsyssel, skal efter planen fredag for retten i Hjørring. Her er de tiltalt for socialt bedrageri for 134.000 kroner.
Politiet mener, at de har hævet kassen, som om de boede hver for sig, men at de reelt var samboende og dermed uberettiget modtog forskellige ydelser.
De to har som nævnt bopæl i samme mindre landsby i det nordlige Vendsyssel, men på to forskellige adresser.
Den 46-årige mand har tidligere haft adresse i Randers, men ifølge anklageskriftet mener politiet, at det var proforma, og at manden og kvinden reelt har boet sammen i hele perioden fra slutningen af 2015 til udgangen af januar 2018, hvor bedrageriet ifølge politiet har fundet sted.
Det er både Hjørring Kommune, Udbetaling Danmark og SU-styrelsen, som ifølge anklageskriftet er blevet snydt. Det er sket ved, at manden og kvinden har fået økonomisk friplads, ekstra børnetilskud, førtidspension som enlig og SU som enlig forsørger. I de godt to år, som snyderiet ifølge politiet stod på, nåede de to uberettiget at hæve 134.018 kroner.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden og kvinden forholder sig til anklagerne om socialt bedrageri.