Smitten stikker af i Vrå efter fest på skolen
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
Hjørring Kommunes særlige testkorps er tilkaldt til Vrå Skole og har de seneste dage tilbudt test hver dag blandt skolens elever og personale.
38 personer med tilknytning til Vrå Skole er smittet med coronavirus, efter skolen fredag holdt en stor Halloween-fest.
Coronasmitten på Vrå Skole stiger i øjeblikket dag for dag.
- Det er en træls situation, som hele tiden udvikler sig. Når en elev, der var i skole i går, i dag bliver testet positiv, så det ligesom vi starter med dag nul hver dag, fortæller skoledistriktsleder Michael Slot Pihl, som tilføjer at smitten spredes på kryds og tværs mellem skole og skolefritidsordning.
Lige nu er en lærer, en vikar og 36 børn smittet.
Smitte på alle alderstrin
Der er flest elever fra indskolingen, der er smittet, men hvor smitten er begyndt, vides ikke.
- Der er nogle søskende, der er smittet, og det betyder, at vi har smitte i indskoling, på mellemtrinnet og i udskoling, siger Michael Slot Pihl.
Sundhedsstyrelsen har på baggrund af de stigende smittetal nu kategoriseret skolen i Vrå som en skole med coronaudbrud. Det betyder ikke længere, at skolen skal lukke eller klasser skal sendes hjem.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan dog, hvis det vurderes nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af smitte, træffe afgørelse om, at skolen eller SFO´en lukkes helt eller delvist.
Halloween-fest i fredags
Smitteudbruddet begyndte efter, skolen fredag holdt et fællesarrangement med Halloween som tema.
Og det ærgrer skolelederen. Arrangementet blev holdt efter gældende regler, ligesom skolen har holdt fast i flere af de tiltag, som blev indført i forbindelse med coronapandemiens start - blandt andet om opdeling af børnene i det daglige.
Som følge af coronaudbruddet skrues der en tand mere på restriktionerne, og klasserne bliver nu holdt adskilt igen både i timer og i frikvarter.
- Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, spritter af og holder afstand og tilbyder test i skoletiden, siger Michael Slot Pihl og tilføjer, at skolen har forståelse for, at nogle forældre vælger at holde børnene hjemme i denne tid.
Hjørring Kommunes særlige testkorps er tilkaldt og har de seneste dage tilbudt test hver dag blandt skolens elever og personale. Planen er at teste elever og personale to gange om ugen, indtil smittetallet er faldet igen.