Spøgelsesbilist og flere uheld ved Hjørring
I alt måtte Nordjyllands Politi rykke ud til tre forskellige anmeldelser på Motorvej E39 omkring Hjørring mandag morgen.
En spøgelsesbilist og to færdselsuheld prægede motorvej E39 mandag morgen.
Første anmeldelse om et uheld på motorvejen modtog Nordjyllands Politi klokken 6.28. Her var sket et trafikuheld på tilkørselsrampen Hjørring C i sydgående retning.
- En bilist har formentlig holdt stille i nødsporet, og mens personen kørte ud på rampen for at køre på motorvejen, er en anden billist kørt op i vedkomne bagfra, fortæller Jesper Sørensen.
Han er vagtchef ved Nordjyllands Politi, og fortæller at tæt tåge formentlig har været en del af årsagen til ulykken.
Tre biler kørte sammen
Lidt over en time senere klokken 7.37 modtog politiet endnu en anmeldelse, om et uheld ikke langt fra det første. Denne gang var det på motorvejen i nordgående retning kort før afkørsel 4.
- Her var tre biler i alt involveret i et sammenstød på motorvejen, hvor en person er kørt på skadestuen til observation. De indledende meldinger lyder dog ikke på noget alvorligt, siger Jesper Sørensen.
Her var motorvejen spærret i en kortere periode, mens politiet ryddede op.
Spøgelsesbilist kørte selv fra motorvejen
Men det var ikke formiddagens sidste begivenhed på E39 mandag morgen. For kort tid efter modtog Nordjyllands Politi flere anmeldelser om en spøgelsesbilist i det sydgående spor. Her kørte en lastbil ifølge flere anmeldelser i nordgående retning i nødsporet.
- Vi fik hurtigt meldt ud i trafikradioen, at man skulle være særlig opmærksom på strækningen for at undgå flere ulykker. Selvom vi hurtigt sendte en patrulje afsted til motorvejen, lykkedes det os ikke at finde lastbilen, der må have været drejet af, inden vi kom frem på stedet, siger Jesper Sørensen til TV2 Nord.
Der skete ingen ulykke i forbindelse med den mulige spøgelsesbilist.