Stor prisstigning får spejdere til at droppe salg af juletræer
Foto: Kresten Mosbæk Gravesen / TV2 Nord
Arkivfoto.
En mangeårig tradition er forbi.
'En epoke er slut.'
Sådan indleder baptistspejderne i Vrå et opslag på deres Facebook-side om, at foreningen i år ikke kommer til at sælge juletræer til byens borgere.
'Indkøbspriserne er steget, og vores ressourcer hertil er ikke som før, så vi stopper, mens legen stadig er god,' skriver spejderne som begrundelse for ikke længere at sælge juletræer.
Beslutningen om at droppe juletræssalget har været svær og vemodig at træffe, fortæller spejderleder Iben Nørlund til TV2 Nord.
- Juletræssalget har været et samlingspunkt i byen i mange år, hvor spejderne har været med til at sprede julestemning. Vi har ikke bare solgt juletræer for at generere et overskud, fortæller Iben Nørlund.
Indkøbspris fordoblet
I de seneste år har den indkøbspris, spejderne skal betale producenterne for et juletræ, været stigende. Tidligere gav de omkring 50 kroner for et træ, men i år er prisen oppe over 100 kroner.
Derfor kan spejderne ikke længere tjene så meget på at sælge træerne videre.
Kunne I ikke bare sætte salgsprisen op med 50 kroner?
- Det kan vi ikke, fordi så er vores priser ikke længere konkurrencedygtige i forhold til supermarkeder og andre forretninger, der sælger juletræer. Det er vores erfaring fra de seneste år, hvor indkøbsprisen løbende er blevet højere, siger Iben Nørlund.
Baptistspejderne har brugt overskuddet fra juletræssalget til at tilbyde medlemmerne af spejderforeningen lavere kontingent. Spejderlederen siger, at der nok ikke er udsigt til, at juletræssalget vender tilbage, da der ud over stigende priser heller ikke er de samme frivillige ressourcer at trække på længere.
- Vi ser nok nye veje og forsøger at tænke nyt i forhold til at lave aktiviteter, som kan være et aktiv for byen, og som kan give en indtjening, der kan give spejderne et lavere kontingent, siger Iben Nørlund.