Vendsyssel-spiller faldt om - nu sender han hilsen fra hospitalssengen
Foto: Jess Mejdahl Madsen/Ritzau Scanpix
Med- og modspillere afskærmede Wessam Abou Ali, efter han var kollapset.
Wessam Abou Ali smiler fra hospitalssengen og skriver på Instagram, at han er i bedring, efter han kollapsede lørdag eftermiddag.
Frygtelige scener, der gav assoicationer til Christian Eriksens hjertestop i Parken under EM, udspillede sig lørdag eftermiddag på Vendsyssel FF's hjemmebane.
Fans, stab, med- og modspillere måtte holde vejret, da Vendsyssel-spilleren Wessam Abou Ali dejsede om kuld midt under Vendsyssel FFs førstedivisionskamp mod Lyngby.
- Det hele er bare et stort chok og meget surrealistisk lige nu, skriver offensivspilleren selv i et instagramopslag fra hospitalssengen.
Takker læger og stab
Det var et krampeanfald, der var skyld i, at den 22-årige Wessam Abou Ali faldt om. Efter kollapset blev han hurtigt kørt til hospitalet, og nu fortæller han selv, at han er i bedring. I samme ombæring sender han en tak til alle, der hjalp ham efter kollapset.
- Trods alt dette er jeg okay efter omstændighederne. Jeg er i bedring og i gode hænder. Nu venter der et langt sejt træk i kampen om at komme tilbage på 100 procent. Jeg glæder mig til at komme tilbage endnu stærkere, forhåbentligt uden alt for lang ventetid, skriver han.
- Tak til først og fremmest alle de spillere både fra Vendsyssel og Lyngby, som reagerede hurtigt, og satte gang i den store hjælp til mig. Lige så stor et tak skal der lyde til alle læger og stab på banen, som med akut varsel var klar til at hjælpe mig og bringe mig i en stabil tilstand.
Læs hele Instagram-opslaget herunder: