Kystsikring i Lønstrup: "Kan det virkelig passe, at dem, der gør noget selv, ikke får hjælp?"
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
I februar jublede de i Hjørring Kommune, da der blev afsat 10 millioner kroner ekstra til kystsikring. Den jubel er nu vendt til frustration.
Der var flere sommerhusejere og lokalpolitikere i Hjørring, der kunne glæde sig over en god besked fra politikerne på Christiansborg i februar. Der blev afsat 10 millioner kroner ekstra til kystsikring ved Nørlev, Lønstrup og Løkken.
Umiddelbart en god nyhed, men nu hvor kystsikringen skal eksekveres har glæden vendt sig til undren.
Nogle af lodsejerne bliver nemlig snydt for hjælpen, simpelthen fordi de selv har sat kystforsikringsprojekter i gang.
- Det, synes jeg, er dybt forkert, at Kystdirektoratet har meddelt nogle grundejerforeninger syd for Lønstrup, at de får ingen sand fra det statslige projekt, og begrundelsen er, at man har gang i et privat projekt, fortæller formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).
- Jeg forstår ikke, at man sondrer mellem dem, der gør noget selv, og dem der ikke gør, fordi så kan det betale sig ikke at gøre noget overhovedet, fortsætter Søren Smalbro.
Sagen er nu nået frem til den nordjyske folketingspolitiker Bjarne Laustsen (S), der vil tage sagen op med ministeren. Han vil på onsdag i Folketingets spørgetid spørge miljø- og fødevareminister, Jacob Ellemann-Jensen (V), om det virkelig kan passe.
- Det, der ærgrer mig, er, at man ikke kan kombinere statens og de private midler. At når man selv bidrager, så får man ikke del af de statslige midler, fortæller Bjarne Laustsen, der håber, at ministeren får øjnene op for problematikken.
- Jeg håber, at ministeren siger, at selvfølgelig skal midlerne kombineres, fordi alt andet ville da være tåbeligt, fortæller Bjarne Laustsen.