Borgmester efter smittetilfælde: - Det er katastrofalt for vores erhvervsliv
Fredag aften blev første minkfarm på Gjøl ramt af covid-19. Foto: TV2 Nord
Ny kommune i Nordjylland kæmper med corona på minkfarme. Det er de kolde facts, efter en minkfarm på Gjøl fredag aften fik konstateret smitte.
Hjørring og Frederikshavn Kommune har været særdeles hårdt ramt af covid-19 den seneste tid. Indtil fredag aften havde Jammerbugt Kommune været forskånet for lignende tilfælde, men nu har smitten også ramt en af kommunens minkfarme – nærmere bestemt på Gjøl.
- Det er rigtig træls og katastrofalt for et erhverv, som er en stor del af Jammerbugt Kommunes DNA. Det er jo livsværker, der står på spil.
Sådan lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade (V).
Minkavl er da også en vigtig del af kommunens erhvervsliv. Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen har Jammerbugt Kommune 73 minfarme, og ud af disse ligger op mod halvdelen i og omkring Gjøl.
Det kan få fatale konsekvenser
Reglerne fra myndighederne foreskriver, at alle minkfarme, der er beliggende indenfor otte kilometer eller tættere på den smittede minkfarm, står til at få aflivet sine dyr.
Det betyder, at mange minkavlere omkring Gjøl bliver påvirket af smittetilfældet.
- Det er et hårdt angreb på en vigtig del af Jammerbugt Kommunes erhvervsliv. Så det påvirker selvfølgelig en stor gruppe mennesker, der har arbejdet professionelt med det erhverv i mange år. Så det har kolossale konsekvenser. Der er ingen tvivl om, at der er mange, der holder vejret lige nu, siger borgmester Mogens Gade (V).
Respekt for situationen
På den smittede minkfarm på Gjøl skal alle de 37.664 mink nu aflives, og det er blot starten.
- Vi har respekt for, at der skal gøres noget i forhold til coronavirus, og der skal kæmpes imod den. Men jeg havde selvfølgelig håbet på, at vi kunne gå fri. Vi følger forespørgslerne fra Sundhedsmyndighederne, og så kan vi blot håbe, at de tager nogle velovervejede beslutninger, slutter borgmesteren.