Forslag til naturnationalpark: Der skal heste, hegn og flere insekter til Tranum
Foto: Caspar Birk
Det foreløbige udkast for netop Tranum ligger nu klart på Miljøministeriets hjemmeside, og her kan man blandt andet læse, at man vil afvikle ikke hjemmehørende træarter og introducere store planteædende pattedyr og helårsgræsning, så der kan opstå nye små biotoper i området.
Der lagt op til, at besøgende i den kommende naturnationalpark i Tranum kan opleve heste og kreature og mere vild natur i området.
Det fremgår af Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelser og forvaltningsplaner for foreløbig tre naturnationalparker, som nu skal i offentlig høring.
De to første naturnationalparker i Fussingø og Gribskov er allerede på vej til at blive en realitet, og nu er Naturstyrelsen klar med et fagligt oplæg til, hvordan de tre næste naturnationalparker - Tranum, Stråsø og Almindingen – kan se ud.
Naturnationalpark Tranum, der langs med Jammerbugtens kyst mellem Rødhus og Slettestrand, skal ifølge det foreløbige oplæg byde på heste og kreaturer i det 4500 hektar store område. Området består af plantage, enge, græsningssletter og klitheder.
Det er omkring 3000 hektar af den statsejede Tranum Klitplantage og hedearealerne mellem Slettestrand og Tranum Strand, der bliver en del af den nye naturnationalpark.
Naturnationalparken i Tranum er blot en ud af de 15 lignende parker, som regeringen har udpeget.
Det foreløbige udkast for netop Tranum ligger nu klart på Miljøministeriets hjemmeside, og her kan man blandt andet læse, at man vil afvikle ikke hjemmehørende træarter og introducere store planteædende pattedyr og helårsgræsning, så der kan opstå nye små biotoper i området.
Alt sammen levesteder for en lang række arter af insekter, planter, svampe og mosser og laver.
Udlægges som urørt skov
Dertil kommer, at man vil lave et hegn omkring naturnationalparken, der skal holde dyrene inde, men ikke de besøgende ude.
Nye udsigtsplatforme, nye stier og en helt ny riderute rundt om naturnationalparken vil give rig mulighed for at opleve naturen.
Skoven inden for Naturnationalpark Tranum udlægges som urørt skov i forbindelse med etablering af naturnationalparken.
Planer i offentlig høring
Det fremgår af Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelser og forvaltningsplaner for de tre naturnationalparker, som nu skal i offentlig høring.
- Naturen i Danmark er presset og har brug for mere plads. Her er naturnationalparkerne en vigtig del af løsningen, fordi de store sammenhængende arealer kommer til at sikre værdifulde levesteder for dyr og planter. Naturstyrelsen har lavet et rigtig godt oplæg til, hvad der konkret kan gøres i de tre naturnationalparker for at fremme biodiversiteten. Nu sender vi projektforslagene i høring, så vi forhåbentlig får en masse gode input fra alle interesserede, inden vi træffer politisk beslutning, siger miljøminister Lea Wermelin.
Planerne er udarbejdet i samarbejde med både eksperter, interessenter og lokale borgere.
HVAD ER EN NATURNATIONALPARK?
- 4. december 2020 indgik regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale om en natur- og biodiversitetspakke.
- Med aftalen blev der afsat 888 millioner kroner i perioden til at etablere op mod i alt 15 nye naturnationalparker.
- Aftalen blev omsat til en lov, som et bredt flertal af Folketinget stemte igennem i sommer. Kun Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod.
- I naturnationalparkerne må der ikke drives landbrug, og skoven henlægges som urørt skov.
- Der bliver også udsat store græssende dyr, der skal være med til at skabe en natur, hvor der er mange levesteder for dyr og planter, så skoven ikke bliver tæt og mørk. Det kan være dyr som heste, kvæg og bisonokser.
- Områderne hegnes ind for at holde dyrene inde, men der skal stadig være mulighed for at besøge parkerne.
- Dyrene skal leve i naturnationalparkerne hele året med naturlig føde fra græs eller krat.
- Bestanden af de udsatte dyr og dyrenes afkom skal tilses jævnligt for at sikre, at bestanden klarer sig i det naturlige miljø.
- Det skal fremgå af områdernes forvaltningsplan, hvordan eventuelle syge eller tilskadekomne dyr skal opdages og håndteres, så de ikke udsættes for unødig lidelse.
- Naturstyrelsen har desuden fået til opgave at udarbejde en beredskabsplan, hvis dyrene bliver udsat for særligt kritiske situationer, for eksempel i tørkeperioder eller særligt kolde vintre.
Kilder: Miljøministeriet.