Første dag i erstatningssag mod Løkken Sparekasse: Garant mistede 280.000 kroner
Mandag morgen begyndte erstatningssagen mod Løkken Sparekasse. På tilhørerrækkerne sad mange af de garanter, der har mistet deres penge.
For snart ti år siden krakkede Løkken Sparekasse og i dag, mandag, startede retssagen mod den tidligere ledelse og revisionen.
Med på tilhørerrækkerne i Vestre Landsret sad Kristian Andersen. Han var i sin tid garant i banken, og nu ser han endelig mulighed for, at der bliver sat punktum i sagen - selvom han ikke får sine penge tilbage.
Det er primært andre menneskers penge, de jonglerer med, og det skal de stå til regnskab for, når de ikke har gjort det godt nok.
Kristian Andersen, Tidligere garant, Løkken Sparekasse
- Det er primært andre menneskers penge, de jonglerer med, og det skal de stå til regnskab for, når de ikke har gjort det godt nok, siger han.
Kristian Andersen mistede 280.000 kroner, da Løkken Sparekasse for ti år siden kollapsede, og selvom den økonomiske kamp er tabt for Kristian Andersen, var det vigtigt for ham at være tilstede, da sagen blev indledt i dag i Vestre Landsret i Viborg.
- Jeg har behov for, at se de mennesker i øjnene, som har været skyld i at så mange mennesker - inklusiv mig selv - har mistet så mange penge.
Det er den tidligere direktør Poul Blicher Johnsen, bestyrelsesformand Poul Sørensen og næstformand Leo Christoffersen, der sammen med revisionen er stævnet af Finansiel Stabilitet.
Finansiel Stabilitet mener, at Sparekassen blev drevet så udueligt at direktøren, formandskabet og sparekassens revision er ansvarlige for et tab på 275 millioner kroner.
Der er indtil videre afsat 65 retsdage til at fremlægge bevismateriale, og Kristian Andersen håber, han har mulighed for at være med på tilhørerrækkerne alle dage.
- Hvis jeg kan, så kommer jeg alle dage. Det ligger mig meget på sinde, at få det afsluttet på en god måde, siger Kristian Andersen.
Der forventes at blive afsagt dom i sagen i februar 2020.