Kenneth var anderledes: - Før blev jeg set skævt til
Vi bærer alle en maske, når vi går i offentligheden, siger Kenneth Lisbjerg Jensen.
Da Kenneth Lisbjerg Jensen startede til dans, blev han accepteret som den, han var.
Kenneth Lisbjerg Jensen sidder i sin lejlighed i Aalborg med udsigt til Limfjorden.
Han er ved at male en lyserød kasse med sorte øjne og mund på.
Kassen tager han over hovedet, og så går han ned på gaden og danser rundt i området, hvor han bor.
- Det er en eller anden form for statement: At vi jo alle sammen har masker på, når vi bevæger os rundt i offentligheden, forklarer han.
Kenneth Lisbjerg Jensen er tidligere danmarksmester i Standard- og Latindans.
I dag underviser han selv i dans. Og så er han kunstner.
- Jeg er ikke nervøs for at gå lidt min egen vej, og jeg er heller ikke nervøs for, hvis der er nogen, der synes, det er lidt tosset, forklarer han.
Men som barn havde han svært ved at finde sin plads.
Se tv-programmet ’Nordliv: Dansende pensler’ om Kenneth Lisbjerg Jensen herunder:
Veninde snød ham
Kenneth Lisbjerg Jensen startede til dans som dreng.
Han havde egentlig ikke lyst, men en veninde snød ham med til danseundervisningen.
Hendes mor havde en danseskole, og her blev han lukket ind i en helt ny verden.
- Før blev jeg set lidt skævt til, fordi jeg var lidt anderledes, men her var der en verden, der accepterede en kunstnerisk tankegang, og hvor jeg fik ros, fortæller han.
Lige siden dengang har han danset.
- Man mister fornemmelse for tid og sted, og man er et med ens krop. Det er en meget unik følelse, som man gerne vil have mere af.
Får syge til at danse
I dag deltager han ikke længere i konkurrencer med sin dans.
I stedet for hjælper han mennesker, der ikke længere troede, at de kunne danse.
Det er blandt andre mennesker med KOL og balanceproblemer.
- Jeg mødte rigtig mange, der ikke kunne danse mere på grund af helbredet, og det ville jeg ikke rigtig acceptere - at fordi man er kronisk syg, skulle man ikke have den glæde ved at danse mere, forklarer han.
Kunst og kultur kan forene folk på tværs af forskellige sociale lag.
Kenneth Lisbjerg Jensen, danselærer og kunstner
En af hans elever er Bjarne Jakobsen.
Han har KOL og har været plaget af blodpropper i lungerne, men Kenneth Lisbjerg Jensen har fået ham til at danse igen.
- Det har givet mere luft og udholdenhed, og man får bedre livskvalitet. Det er en dejlig oplevelse at være her, fortæller Bjarne Jakobsen.
Vi har alle monstre inden i os
For Kenneth Lisbjerg Jensen er dans og kunst med til at binde os sammen som mennesker.
I sin lejlighed i Aalborg fylder hans egne malerier det meste af væggen bag hans sofa.
Det er lyserøde malerier med monstre i midten.
Det er op til folk selv at tolke malerierne, som de vil.
Men for Kenneth Lisbjerg Jensen symboliserer monstrene alle de monstre, vi alle sammen har inden i os.
- Det kan være, at man har angst, at man bliver vredladen eller at man har gjort noget, man ikke er stolt af.
For ham er kunsten og dansen blevet hans liv.
Det giver ham en samhørighed og et fællesskab med andre mennesker.
- Kunst og kultur kan forene folk på tværs af forskellige sociale lag. Jeg tror, det er mega vigtigt end nogensinde, at vi holder sammen.