Lokal opfinder kæmper for grøn fjernvarme
Opfinder vil udnytte varme fra Ryå til at lave fjernevarme i hele Aabybro. Det vil han gøre med hjælp fra varmepumper og en vindmølle.
Opfinder og forsker Benny Klemar fra Aabybro drømmer om at levere 100 procent grøn fjernvarme til forbrugerne i byen. Han vil udnytte varmen fra Ryå ved hjælp af varmepumper, som får deres strøm fra en vindmølle.
Men ledelsen i Aabybro Fjernvarme tør ikke satse på projektet, som koster mere end 80 millioner kroner.
Benny Klemar har i tre år kæmpet for sin idé, som han mener, vil kunne levere masser af billig og klimavenlig fjernvarme i fremtiden. Ved at kombinere flere komponenter af i forvejen kendte teknologier mener han at have fundet en effektivt måde at lave fjernvarme på:
- Idéen er, at vi tager strømmen fra en vindmølle, og lader den drive varmepumperne, som trækker energien ud af vandet i Ryå, og så leverer den til fjernvarmen i Aabybro. Visionen er at få grøn energi så effektivt som muligt og på den måde lave et projekt, som er til gavn for byen, siger Benny Klemar.
Aabybro Fjernvarme er imidlertid lunkne over for projektet. De er bange for at investere i en løsning, som ikke er afprøvet i stor skala før. Derfor sværger de til træflis og solenergi, som allerede nu leverer billig fjernvarme i Aabybro.
Driftsleder Torben Stenbroen siger:
- Træflis er rigtig vigtigt for os, og fordi biomasse er afgiftsfri, har vi rigtig billig varme her. Vi har et fint nyt anlæg og har desuden investeret 40 millioner kroner i solfangere, som leverer cirka 25 procent af vores varme. Vi synes, det er for risikofyldt, hvis vi skal ud og investere mere end 80 millioner kroner som de første, og måske stå med alle børnesygdommene, siger Torben Stenbroen.
Muligvis den bedste løsning i fremtiden
Aabybro Fjernvarme afviser ikke uden videre opfinderens projekt, og derfor har de bedt det rådgivende ingeniørfirma Niras om regne på fordele og ulemper – det vil sige prisen. I det regnestykke kom flis og sol ud med det bedste resultat. Men Benny Klemar er ikke overbevist om, at det også holder i fremtiden.
- Hvis der kommer afgift på flis i fremtiden, som meget tyder på, så bliver mit projekt lige pludselig guldrandet. Allerede nu er forskellen på prisen mellem varmepumper og flis så lille, at jeg tror på at forbrugerne vil lytte, til de argumenter jeg har.
Professor og ekspert i energi, Henrik Lund fra Aalborg Universitet, tror også på varmepumperne, som den bedste løsning i fremtiden.
- Jeg synes, det er den rigtige vej at gå for at få grøn fjernvarme. Om det så er det billigste lige nu afhænger af, hvordan man tilrettelægger regler fra regeringens side – og hvilke energityper, der er pålagt afgifter, og hvilke der ikke er, siger Henrik Lund.
Benny Klemar vil forøge at overbevise forbrugerne i Aabybro fjernvarme om sit projekt, når der er generalforsamling d. 11. marts. Foreløbigt siger bestyrelsen altså nej tak til idéen.
Du kan læse mere om Benny Klemars vision HER.