Naturpakke: Millioner til naturløft giver optimisme i Jammerbugt Kommune
Foto: Bruno Stagsted
Borgmester Mogens Christen Gade (V) håber, at Naturnationalpark Han Herred er nærmere en realisering.
Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet er enige om en natur- og biodiversitetspakke på 888 millioner kroner, der skal give et historisk løft af dansk natur. Danskerne kan blandt andet se frem til etablering af skønsmæssigt yderligere 13 naturnationalparker udover de to i Randers og Gribskov, der allerede er på vej. Derudover lægges der op til mere urørt skov. Samlet set slippes naturen fri på et areal, som er omkring dobbelt så stort som Langeland.
Der er endnu ikke taget stilling til, hvor de 13 nye naturnationalparker skal etableres.
I Jammerbugt Kommune kæmper man for at etablere Naturnationalpark Han Herred, og det var da også en glad borgmester Mogens Christen Gade (V), der hørte om den nye aftale.
- Det lyder fantastisk spændende. Vi har på mange måder tidligere fremført vores projekt overfor ministeren og flere folketingsmedlemmer, så jeg tænker da, at vi er langt fremme og bør være med i finalen, siger Mogens Christen Gade.
Han er spændt på, hvordan det videre forløb bliver med at etablere naturnationalparkerne, som tager udgangspunkt i områder, staten ejer i forvejen. Noget der gør Mogens Christen Gade optimistisk i forhold til projektet i Jammerbugt Kommune.
- Det lyder jo godt, fordi staten og fonde ejer op mod 90 pct. af arealerne i området. Og landbruget, som ejer nogle af arealerne, har på et møde i vores arbejdsgruppe givet udtryk for, at de måske også kunne være med, hvis det er på fornuftige vilkår, siger Mogens Christen Gade.
Også miljøminister Lea Wermelin (S) glæder sig over den nye aftale, der sætter fokus på natur og biodiversitet.
- Før valget gav vi et løfte om at passe bedre på vores natur. Derfor er jeg glad og stolt over, at vi i dag kan præsentere en aftale med et af de største løft af naturindsatsen i nyere tid. Her sætter vi nu ind for at bremse naturkrisen med mange tusinde hektar urørt skov og nye naturnationalparker, så de næste generationer også kan opleve en mangfoldig og spændende natur, siger miljøminister Lea Wermelin.