Nørhalne er opvarmet af dyr gas: Søger billigere alternativer
For de 18.500 nordjyske husstande, der er opvarmet af private gasfyr, har det seneste års fordobling af prisen på naturgas betydet, at mange ser sig om efter andre alternativer.
Størstedelen af de 500 huse i byen Nørhalne er opvarmet af private gasfyr. Gennem det seneste år har de mærket, hvordan priserne er stukket af. Det har fået flere indbyggere til at se sig om efter andre alternativer.
- Der er mange, der spekulerer i varmepumper, siger Niels Ole Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i borgerforeningen i Nørhalne.
Udover en fordobling af prisen på naturgas, bliver forbrugerne også presset af truslen om, at Danmark ikke længere kan bruge russisk gas. I dag er Rusland den primære leverandør af gas til Danmark.
Varmepumpe eller fjernvarme
Når det kommer til alternative løsninger til gasfyr, har de fleste to muligheder: varmepumper eller fjernvarmsystemer. Men i Nørhalne har det indtil nu ikke været muligt at få fjernvarme. Så de borgere, der har ønsket at skifte fra gas, har måttet finde den store tegnebog frem og købe en varmepumpe.
Det bliver der måske ændret på nu, for i borgerforeningen har de modtaget tilbud fra både Aalborg Forsyning og Aabybro Fjernvarme om at koble byen på fjernvarmenettet.
- Kunne vi nu lave en samlet løsning på en fjernvarmeforsyning, så vil det jo være den helt rigtige løsning, siger Niels Ole Nielsen.
Kræver stor tilslutning fra borgerne
Tirsdag aften skal muligheden for fjernvarme præsenteres for borgerforeningen. For at tilslutningen til fjernvarmenettet bliver en realitet, skal omkring 40 procent af borgerne tilslutte sig projektet. For den enkelte husstand betyder det en regning på cirka 13.000 kroner for tilslutning.
- Det er min fornemmelse på de samtaler, man har i Nørhalne, at der er rigtig mange, der er interesseret. Så jeg tror virkelig, at der er basis for at få fjernvarme til Nørhalne, siger Niels Ole Nielsen.
Hvis borgerne bliver enige om en fjernvarmeløsning og opnår den nødvendige opbakning, kan de forvente at have fjernvarme indenfor to år.