Optakt: Fyraftensprofferne fra Jammerbugt FC møder Hobro IK
Foto: TV2 Nord
Mens Jammerbugt FC har hentet fire point fra de første fire kampe, har Hobro IK hentet to, så der bliver med garanti kamp om pointene i aftenens opgør.
Der er lagt op til det store nordjyske lokalopgør i aften, når det nyoprykkede 1. divisionshold Jammerbugt FC møder det tidligere superligahold fra Hobro.
Det er 14 år siden, fodboldspillerne fra Jammerbugt sidst har slået himmerlændingene i opgøret om Nordjylland.
Noget tyder på, at aftenens kamp måske vil få ændret på det.
Vidt forskellige start på sæsonen
Lokalrivalerne fra Hobro har haft en elendig start på deres nye tilværelse i 1. division. De ligger placeret tedjesidst med kun to point, og har stadig deres første sejr til gode.
Modsat har hjemmeholdet vind i sejlene, efter de i sidste spillerunde snuppede tre point, da de slog Amager 2-1. De ligger nu på en 8. plads med fire point.
Udover en dårlig start, så kæmper Hobro også med to skader hos deres nyindkøbte angribere, hvilket har resulteret i manglende scoringer. Men selvom Hobro umiddelbart ligner et hold, der får det svært i dagens kamp, så har de alligevel vist Jammerbugt FC, at de skal huske at snøre støvlerne ekstra godt.
Anden kamp mod hinanden
Det er nemlig ikke første gang, de to nordjyske hold tørner sammen. Som optakt til den nye sæson, mødtes de i en træningskamp, hvor Hobro løb med sejren.
Jammerbugt FC er af mange fodboldeksperter dømt som den sikre nedrykker fra 1. division. Efter weekendens overraskende sejr over et af de mange hold i 1. division med fuldtidsprofessionelle spillere, har Jammerbugt FC med sine 'fyraftensproffere' fra Pandrup og træner Bo Zinck helt sikkert fået et kæmpe boost og tro på tingene til aftenens rivalopgør.
Inden kampstart fik TV2 Nord en kommentar fra Jammerbugt FC's træner, Bo Zinck.
Der er kick off mellem Jammerbugt FC og Hobro IK i aften klokken 18.00. Kampen kan følges på Viaplay.