Bliv journalistpraktikant på TV2 Nord
Vi søger to journalistpraktikanter pr. 1. februar 2025
Kontakt chefredaktør Tino Pedersen, 30783051 / tipe@tv2nord.dk for mere information
Generelt om praktik på TV2 Nord
Vi vil fortælle de bedste nordjyske historier til alle TV2 Nords platforme. På TV2 Nord laver vi historier med levende billeder, og den gode historie er altafgørende. Vi stiller høje krav til den journalistiske kvalitet af de historier, vi vælger at fortælle, hvad end det er til vores hjemmeside, til Facebook eller Instagram eller til vores nyhedsudsendelser på tv.
På TV2 Nord lærer vi dig at researche din historie, finde dine kilder, forberede dine optagelser og skrue din historie sammen, så den virker. Det gælder uanset om du bliver LIVE- praktikant, VJ-praktikant eller Digital praktikant. Det er vigtigt for os, at du lærer journalistikkens grunddiscipliner samtidig med, at du udvikler kompetencer indenfor dit speciale.
Målet med din praktik er, at du bliver en af de bedste indenfor dit felt. Det er derfor afgørende, at du er topmotiveret og bare slet ikke kan lade være med at lave levende billeder, uanset hvilke platforme din historie egner sig til. Bemærk i øvrigt vores samarbejde med TV2. Vi har dagligt et tæt samarbejde og leverer hver dag mange ting til tv2.dk, TV2 og TV2 News.
På TV2 Nord kan du vælge mellem 3 forskellige specialer – Live – VJ - Digital
Live
Som live-praktikant lærer du at mestre live-disciplinen og kommer hurtigt til at lave historier til vores nyhedsudsendelser. Du lærer at gå efter de rigtige kilder og billeder, og du sender live, så snart du er klar til det. Praktikantvejlederen vil være med som støtte og coach til den første live-debut.
Du ender med at kunne researche og producere et nyhedsindslag til udsendelsen i samarbejde med en fotograf og dernæst optræde live enten på samme historie eller på en hel anden. Som live-praktikant skal du også servicere TV2 og News, når der er behov for det. Vi sørger for, at du får den nødvendige skærmtræning, inden vi slipper dig løs på tv. Som live-praktikant vil du ofte være den første, der bliver sendt afsted, når vi har Breaking News.
VJ
Som VJ-praktikant lærer du at betjene et kamera og redigere dine optagelser sammen til et indslag.
Med VJ-færdigheder som speciale bliver du ikke bare fortrolig med teknikken, men målet er, at du selv laver levende billeder/indslag. Du ender med at kunne researche, optage og klippe dine egne indslag. Som VJ får du en rigtig god forståelse for levende billeders muligheder. Du skal både lave klassiske nyhedsindslag og de særlige historier, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at der kommer et one-man-band. Dine færdigheder som VJ giver dig maksimal indflydelse på din dag og dit produkt.
Digital
Som digital praktikant specialiserer du dig i at levere indhold til vores hjemmeside og de sociale medier.
På tv2nord.dk leverer du både de hurtige nyheder og de længere long-reads, hvor du går mere i dybden. Hver dag vælger og versionerer du de historier, som egner sig til de forskellige sociale medier. Vi lægger vægt på, at alt indhold på alle platforme skal have levende billeder. Derfor skal du lære at optage og redigere levende billeder samtidig med, at du skal være en dygtig skribent. Som digital-praktikant skal du arbejde tæt sammen med dagens medieredaktør, og du får derfor et detaljeret kendskab til arbejdet i maskinrummet på en mediearbejdsplads. Vores strategi er ”digital først”, og du vil derfor opnå stor forståelse for at eksekvere nyheder i den moderne medieverden
Faste elementer i dit praktikforløb uanset speciale:
Introduktion
Du får en grundig introduktion til vores arbejdsplads og dine kolleger. Derudover vil vores praktikantvejleder følge dig i hele praktikperioden, så vi sikrer, at du får det bedst mulige udbytte.
I starten af din praktik vil du komme på redigeringskursus (vi redigerer i Premiere). Derudover vil du hurtigt blive introduceret til arbejdet online samt få et speak-og manuskursus.
Nordjydernes Redaktion og Nordliv
Der er mulighed for at blive en del af Nordjydernes Redaktion i en periode. Nordjydernes Redaktion er TV2 Nords forproduktion. Derudover er der også mulighed for at arbejde på Nordliv-redaktionen. Nordliv laver lidt længere reportager fra det nordjyske kulturliv.
Denne del af din praktik vælger vi i fællesskab alt efter, hvor din interesse ligger, og hvad du motiveres af.
Tidligere praktikanter - det laver de nu:
Kresten Mosbæk Gravesen: vært DR Sporten
Lasse Dieckmann: TV2 Østjylland
Nicolai Nør Pedersen: TV2 Bornholm
Mike Bunde Jensen: Presseansvarlig Vesthimmerlands Kommune
René Ryom: vært/redaktør TV2 Nord
Christian Henriksen: redaktør TV2 Nord
Katja Schlaikier: livereporter/vært TV2 Nord
Caroline Monin: livereporter/vært TV2 Nord
Søren Nielsen: Journalist TV2 Nord
Afslutningsprojekt
I slutningen af dit praktikforløb er der mulighed for, at du kan lave et lidt større afslutningsprojekt. Det er helt op til dig at komme med den gode idé.
Praktikantdage
Der ligger fast tre praktikantdage før og efter sommerferien. Godt halvdelen af gangene er der feedback på de ting, som du har lavet. Andre gange bærer dagene præg af undervisning, hvor vi vælger nogle temaer ud, som vi gerne vil vide mere om. Praktikantdage kan også foregå uden for huset.
Studietur
Studieturen går til København. Vi besøger Christiansborg om formiddagen, hvor vi møder TV2-regionernes redaktion på Borgen og snakker med nordjyske folketingsmedlemmer. Efter frokost i Snapstinget besøger vi for eksempel en af pressetjenesterne på Christiansborg. Dagen efter besøger vi TV2 på Teglholmen eller DR Byen, inden vi rejser tilbage til Aalborg.
Alt i alt kan vi tilbyde dig en hel masse læring og en masse gode oplevelser gennem din praktik på TV2 Nord. Det handler meget om, hvad du selv har lyst til, og hvad du viser talent for. Vi er åbne for dine ideer.
Sociale arrangementer
Som praktikant på TV2 Nord arbejder du i Aabybro cirka 22 kilometer fra Aalborg. Langt de fleste vælger at bosætte sig i Aalborg, og det er heller ikke noget problem, selvom du ikke har bil. Der kører busser hele tiden, og turen tager godt 30 minutter.
Hvis du har brug for hjælp til at finde et sted at bo, er du velkommen til at ringe til praktikantvejlederen.
Praktikanter på TV2 Nord plejer at være meget sociale mennesker, og de ses tit udenfor arbejdstid. Praktikantdage ender da også ofte med en øl i byen, når arbejdet er overstået, ligesom vi flere gange i løbet af praktiktiden laver mad sammen bare for hyggens skyld.
Derudover er der mange sociale arrangementer via vores medarbejderforening DTK.