ANALYSE: Kendte profiler fravalgt af vælgerne
En tidligere borgmester, en politiker med 48 år som folkevalgt og en række andre kendte nordjyske politikere fik ikke stemmer nok til at fortsætte - selv om de gerne ville.
Når 283 nordjyske kommunalpolitikere og 41 regionsrådsmedlemmer ved årsskiftet tager fat på en ny fire-årig valgperiode, vil der mangle politikere, som gennem mange år har præget nordjysk politik - politikere, som genopstillede, men ikke fik stemmer nok til at fortsætte.
Socialdemokratiets tilbagegang i Hjørring på fem mandater kostede blandt andre forhenværende folketingsmedlem Peter Duetoft medlemskabet af byrådet. Heller ikke veteranerne Ole Ørnbøl eller Helmuth Zickert opnåede genvalg til byrådet i Hjørring.
I regionsrådet, hvor Socialdemokratiet også gik tilbage, blev der ikke stemmer nok til, at det mangeårige medlem Medzait Ljatifi og Mogens Ove Madsen kunne fortsætte, selv om de gerne ville.
Også i andre partier var der kendte profiler, som ikke opnåede genvalg. I Rebild gælder det den tidligere spidskandidat for Venstre Gert Fischer, ligesom heller ikke Tommy Degn fra Dansk Folkeparti fik stemmer nok til at fortsætte i byrådet i Rebild.
Den tidligere Venstre-borgmester i først Løgstør og siden Vesthimmerland Jens Lauritzen må ligeledes forlade lokalpolitik mod sin vilje. 67-årige Jens Lauritzen - der er far til forhenværende skatteminister Karsten Lauritzen - har været folkevalgt siden firserne.
Men de 141 stemmer, han fik ved kommunalvalget i Vesthimmerland, rakte lige akkurat ikke til en ny periode.
24 år som byrådsmedlem slut
Endnu flere år på bagen har Poul Erik Andreasen, p.t. byrådsmedlem i Brønderslev, valgt for Socialdemokratiet. Han blev i 1974 første gang valgt til byrådet i hjembyen Dronninglund, hvor han sad i 24 år. Han var medlem af det nordjyske amtsråd fra 1998 og sad siden i regionsrådet.
De seneste fire år har han så siddet i byrådet i den ny Brønderslev Kommune, hvor han sådan set var klar til en periode mere - men sådan ville vælgerne det ikke. Han fik 90 stemmer, og det var ikke nok til endnu en tur i den politiske verden.
I stedet håber den 77-årige snart forhenværende politiker at få mere tid til at dyrke sin store interesse for at rejse ud i verden.
Og hans navn har for sidste gang stået på en opstillingsliste til noget som helst.
- Nu er det helt slut efter 48 år i streg som folkevalgt, siger Poul Erik Andreasen.
Mens kendte navne forsvinder fra den politiske arena i Nordjylland dukker nye op sammen med de genvalgte. Og nogle af de nye er slet ikke så nye endda. 69-årige Kurt Kirkedal Jensen var Skagens borgmester 1994-2002, men vender nu efter en lang pause fra politik tilbage som socialdemokratisk medlem af byrådet i Frederikshavn.