Morsø: SF vil ikke love at støtte S-borgmester
TV-debat med spidskandidaterne i Morsø Kommune gav flere bud på, hvad man kan gøre for at tiltrække nye borgere.
Et mangeårigt faldende befolkningstal spiller en stor rolle i den kommunale valgkamp i Nordjyllands næstmindste kommune, Morsø, med lige nu godt 20.000 indbyggere. På et tv-debatmøde med spidskandidater fra de ni lister, der er opstillet til valget på Limfjords-øen, glædede borgmesteren gennem de seneste otte år, Hans Ejner Bertelsen (V), sig over, at nu taber man kun 100 borgere om året - og i 2021 har der ligefrem været tegn på fremgang.
En af hans udfordrere, Tore Müller (S), syntes, man i Hans Ejner Bertelsens borgmester-periode har haft rigelig med fokus på bosætning og vækst. Han ville hellere sætte fokus på velfærden for dem, der i forvejen bor på Mors.
Ellen Philipsen Dahl, spidskandidat på listen Demokratisk Balance, mente, at man fortsat skal arbejde for at få tilflyttere - og især lokke med "de mange værdier, vi har".
Andre kandidater kom også med bud på, hvad der efter deres mening kan skabe vækst på Mors. Annfinn Halsagard, der er spidskandidat for Nye Borgerlige, talte varmt for en bro over Feggesund. Enhedslistens Pia Thorsen ville hellere bevare den nuværende færge mellem Fegge og Thy - men erstatte diesel med brint som drivmiddel.
Tore Müller ønskede, at den kollektive trafik i højere grad blev tilrettelagt efter, at unge kunne deltage i fritidsaktiviteter, uanset hvor på øen de bor.
Ved valget i 2017 fik Venstre absolut flertal i byrådet. Alligevel sagde den socialdemokratiske spidskandidat, Tore Müller, at han følte, hans parti havde haft "enorm megen indflydelse". Han var dog selv klar til at overtage stafetten, hvis valget 16. november skulle pege den vej.
Tore Müller måtte dog i debatten lytte forgæves efter en melding, som i de fleste andre kommuner i disse uger er en selvfølge - nemlig at SF signalerer, at man vil støtte en socialdemokratisk borgmester. Det sagde Viggo Vangsgaard (SF) ikke. Han - der ved det seneste valg selv var socialdemokratisk spidskandidat på Mors, men efterfølgende forlod partiet! - ville kun sige, at hvem der skal være borgmester, afklares på valgnatten.
Selv sagde Hans Ejner Bertelsen, at det er hans opfattelse, at byrådet under hans ledelse "har undgået tidligere tiders interne splid".