Thisted: Omstridt hotelprojekt lægges i graven
Lokale protester mod et stort hotel i Vorupør fører til, at byrådet i Thisted med stor sandsynlighed vender tommelen nedad for planerne, fremgik det af tv-debat.
Selv om høringssvarene endnu ikke er behandlet politisk, kan borgerne i Vorupør godt belave sig på, at en plan om et havbadehotel med 80 værelser tæt ved vandet ikke bliver til noget.
Det står klart efter et tv-debatmøde med spidskandidaterne fra de 12 lister, der er opstillet til kommunalvalget i Thisted.
Hotel-projektet har lokalt mødt megen kritik, og i debatten var der ingen, der talte for at gennemføre projektet. Man vil gerne forøge hotel-kapaciteten, også i Vorupør - men ikke lige dér!
- Når investorer melder sig på banen, afsøger vi selvfølgelig mulighederne. Men hvis borgerne siger nej, bliver det højst sandsynligt ikke til noget, sagde Venstres spidskandidat, Niels Jørgen Pedersen.
Konsulent-rapport om skolestruktur
Mindre klare svar fik borgerne i Thisted Kommune, når det gælder den fremtidige skolestruktur. En konsulent-rapport lægger op til, at ændringer i befolkningstallet nok bør føre til, at mellem en og tre mindre skoler nedlægges.
Borgmester Ulla Vestergaard (S) sagde, at hun "helst ikke" vil lukke skoler, men at fleksible modeller måske kan være løsningen. Jens Kr. Yde (K) sagde, at de små skoler skal af med usikkerheden om deres fremtid. Han slog - i øvrigt ligesom Enhedslistens Jens Otto Madsen - til lyd for, at små skoler får højere tilskud end større.
Alternativets eneste byrådsmedlem i Nordjylland, Joachim Plaetner Kjeldsen, der selv bor i en af kommunens mindre byer, pointerede, at tidligere prognoser langt fra altid har holdt stik - blandt andet fordi man lokalt har gjort en indsats for at tiltrække børnefamilier og derved har dementeret befolkningsfremskrivningerne.
Venstre er klar til at overtage borgmesterposten
Efter valget i 2017 fik Socialdemokratiet borgmesterposten i Thisted trods et borgerligt flertal. Det var Venstre, der sikrede Ulla Vestergaard (S) posten - og Venstres spidskandidat, Niels Jørgen Pedersen, konstaterede, at "støtten til hende selvfølgelig kostede, og vi glæder os over, at der de seneste fire år er gennemført megen liberal politik til gengæld".
Ikke desto mindre erklærede han sig dog klar til selv at overtage posten efter valget.
Andre borgerlige spidskandidater fandt, at er der (igen) borgerligt flertal, bør det ende med en borgerlig borgmester. DF's Ib Poulsen udelukkede dog definitivt, at DF kunne støtte Niels Jørgen Pedersen - men i øvrigt havde han oddset på, at Ulla Vestergaard igen blev borgmester!
Nye Borgerliges spidskandidat Brian Nielsen ville støtte den, der gav hans parti mest ved konstitueringen - og troede, at det ville den konservative Jens Kr. Yde.