TV2 Nord er klar med omfattende valgdækning
Kandidattest, valgdebatter live for alle kommuner, de store valgdramaer fra 2017, valgaften til langt ud på natten og meget, meget mere er på programmet, når TV2 Nord bringer nordjyderne helt tæt på KV21.
Kommunal- og regionsrådvalget, KV21, nærmer sig med hastige skridt, og fra mandag 25. oktober og de følgende tre uger byder TV2 Nord nordjyderne på en massiv dækning af hvert et hjørne af valget.
- Det bliver en dækning, hvor nordjyderne selv kan komme til at spille en hovedrolle, hvis de vil, fortæller chefredaktør på TV2 Nord Ingrid Buch.
Et af omdrejningspunkterne i valgdækningen bliver nemlig valgdebatter live fra TV2 Nords valgstudie i Aabybro.
- Vi servicerer alle nordjyder med en debat for samtlige kommuner og for Region Nordjylland. Debatterne bliver vist på tv, på tv2nord.dk og på TV2 Nords facebookside. På Facebook får folk mulighed for at kommentere og stille spørgsmål direkte til politikerne. Borgernes spørgsmål bliver et helt centralt omdrejningspunkt for alle debatter, for nordjyderne skal naturligvis være med til at sætte dagsordenen, siger Ingrid Buch.
Debatterne finder sted fra kl. 19.45 på følgende datoer:
27/10 Mariagerfjord
8/10 Hjørring
1/11 Læsø
2/11 Brønderslev
3/11 Rebild
4/11 Vesthimmerland
8/11 Jammerbugt
9/11 Frederikshavn
10/11 Aalborg
11/11 Regionen
Derudover viser TV2 Nord også debatudsendelser fra Thisted og Morsø kommuner. Disse udsendelser er produceret af TV MidtVest og får en anden karakter.
- Men det er naturligvis vigtigt for os, at vi også sikrer, at nordjyderne har mulighed for at få noget kvalificeret valgdebat fra Thy og Mors, siger Ingrid Buch.
Hvem skal du stemme på?
Lige til det sidste er mange i tvivl om, hvem de skal stemme på, men som ved de seneste valg tilbyder TV2 Nord kvalificeret inspiration til, hvor krydset skal sættes. Det sker i form af Kandidattesten, som TV2 Nord laver i samarbejde med TV2, de øvrige TV2-regioner samt Det Nordjyske Mediehus, som denne gang også er med i samarbejdet.
- Kandidattesten fungerer på den måde, at alle opstillede politikere er blevet bedt om at udfylde testen på forhånd. Når du så selv tager testen og besvarer de spørgsmål, du bliver stillet, så sammenligner testen dine svar med de svar, som kandidaterne har afgivet. På den måde får du en liste over de kandidater, som har besvaret spørgsmål ligesom dig – eller næsten ligesom dig, forklarer Ingrid Buch.
Hun tilføjer, at kandidattesten ved de seneste valg har været voldsomt populær blandt nordjyderne, og erfaringerne viser, at testen faktisk også er særdeles retvisende – selv om den naturligvis kun er vejledende.
- Mange oplever, at det er en god genvej til at få overblik over, hvilke kandidater man kan overveje at bruge krydset på, siger Ingrid Buch.
Kampen om borgmesterstolen
Selvom KV21 også handler om meget andet end borgmesterposterne, så kommer vi ikke udenom, at posten som borgmester uden sammenligning giver allermest indflydelse i de enkelte kommuner.
Derfor har TV2 Nord ved dette valg også lavet en serie, hvor nordjyderne kan møde nogle af de kandidater, som er totalt klar til at sætte sig i stolen, hvis vælgerne giver dem muligheden.
- Vi har lavet en lille serie, der hedder ”Kampen om borgmesterstolen”, hvor vi kommer rundt i alle ni primære nordjyske kommuner og møder to af dem, der kæmper om stolen, fortæller Ingrid Buch.
Som alt andet indhold fra KV21 kommer serien naturligvis også til at være tilgængelig på tv2nord.dk
Kampen om borgmesterstolen
Otte af de ni ”Kampen om borgmesterstolen” bliver vist om aftenen i forbindelse med TV2 Nords 22-nyheder på følgende dage:
1/11 Vesthimmerland
2/11 Aalborg
3/11 Jammerbugt
4/11 Frederikshavn
8/11 Mariagerfjord
9/11 Hjørring
10/11 Brønderslev
11/11 Rebild
”Kampen om borgmesterstolen” fra Læsø bliver vist som den sidste søndag 14/11 i en udvidet nyhedsudsendelse på TV2 Nord, som kører fra cirka kl. 19.50 til kl. 20.30.
Kandidaterne
Under valgkampen byder TV2 Nord også på reportageserien ”Kandidaterne”. Her portrætterer TV2 Nord forskellige typer af nordjyske kandidater. Eksempelvis kommer et afsnit til at handle om nogle af de helt unge kandidater, der stiller op for første gang.
- Et andet afsnit kommer til at handle om spændende lokalpatriotiske kandidater, der sætter alt ind på at fremme interesserne for det lokalområde, de kommer fra i deres kommune, fortæller Ingrid Buch.
Kandidaterne
Reportageserien ”Kandidaterne” handler om følgende typer kandidater:
De garvede
De unge
Outsiderne
Entusiasterne
Debutanterne
Lokalpatrioterne
Det første afsnit bliver vist på tv fredag 29. oktober, mens hele serien også bliver lagt på tv2nord.dk.
De store dramaer fra 2017
Kommunal- og regionsrådsvalg udmærker sig altid ved, at der udspiller sig store valgdramaer, når borgmesterposten og andre poster skal fordeles under de konstitueringsforhandlinger, der følger efter valget.
Mange gange går det fredeligt for sig. Andre gange eksploderer det i historiske opgør. Det skete to steder i Nordjylland i 2017 – nemlig i Rebild Kommune og på Læsø.
De to dramaer har TV2 Nord genoplivet i samarbejde med Radio4, der har produceret podcasts om disse to store nordjyske dramaer.
Læsø satte i 2017 rekord i den længste konstitueringsproces efter KV17.
Flere dage gik der, før det stod klart, at Venstres Tobias Birch Johansen blev væltet efter en enkelt periode som borgmester. Posten blev overtaget af Karsten Nielsen, som samtidig var historisk på den måde, at han blev Dansk Folkepartis første borgmester nogensinde.
Genoplev valgdramaet på Læsø i 2017 i denne webdok:
Siden er det drama ikke blev mindre, idet Karsten Nielsen i sommer forlod Dansk Folkeparti til fordel for Venstre, og aftalen var, at han skulle være spidskandidat med Tobias Birch Johansen som nummer to på listen. Men så kom en kommunal skandalesag med Læsøs kommunaldirektør på tværs. Kommunaldirektøren forlod sin post, og i kølvandet på det bebudede Karsten Nielsen, at han ikke genopstiller til borgmesterposten.
Busk versus Sebbelin
I Rebild i 2017 fik Allan Busk og Den Sociale Fællesliste et godt valg. Så godt, at Allan Busk på valgaftenen begyndte at vejre morgenluft og mulighed for at snuppe borgmesterposten fra Leon Sebbelin.
Det skulle blandt andet ske med støtte fra Dansk Folkepartis Tommy Degn, men på selv valgaftenen skiftede Tommy Degn side og bakkede op på Leon Sebbelin, som fik endnu en periode som Danmarks eneste radikale borgmester.
Det drama er heller ikke slut. Tidligere på året offentliggjorde Allan Busk nyheden om, at han genopstiller til KV21, og at han dermed er klar til endnu et formentlig tæt og dramatisk kampvalg over for Leon Sebbelin.
Såvel de dramatisk døgn på Læsø efter KV17 som den legendariske valgaften og -nat i Rebild for snart fire år siden kan opleves som podcast på tv2nord.dk. Hør første afsnit om dramaet på Læsø lige her:
TV2 Nord sender live fra alle kommuner
På selve valgdagen tirsdag 16. november dækker TV2 Nord valget tæt i alle kommuner såvel som i regionen.
- Vi er til stede med tv-hold i alle kommuner og i regionen og sender live fra alle steder, så alle nordjyder – uanset hvor de bor – kan få en helt tæt dækning af valget i netop deres lokalområde, siger Ingrid Buch.
Hun tilføjer, at TV2 Nords valgdækning fortsætter til ud på de små timer natten til onsdag 17. november.
- Vi fortsætter, så længe der sker noget, og vi håber naturligvis, at langt de fleste valg er afgjort, når vi siger godnat til nordjyderne på valgnatten, men man ved jo aldrig, om vi oplever et nyt Læsø, hvor det tager flere dage, før valget reelt er afgjort, siger Ingrid Buch.
Morgenen efter valget tager TV2 Nord hul på valgdækningen fra kl. 6.30 om morgenen og kører på til ud på aftenen.
- Der kommer til at foregå rigtig meget på TV2 Nord gennem hele valgkampen, og et rigtig godt sted at få overblik over valget er på vores hjemmesidei, siger Ingrid Buch.
- Udover alle disse planlagte ting, så kan nordjyderne naturligvis også regne med, at TV2 Nord hver eneste dag under valgkampen vil bringe reportager og nyhedshistorier om de vigtigste begivenheder og de vigtigste emner i Nordjylland i forbindelse med KV21. Det kommer til at foregå på alle platforme, så nordjyderne får hos os alle muligheder for at blive opdateret på valget på tv2nord.dk, på TV2 Nords facebook-side og Instagram-side og naturligvis på tv – både i nyhedsudsendelserne og på vores egen kanal Salto, siger Ingrid Buch.
SE HVORNÅR TV2 NORD SENDER VALGDEBAT LIVE FRA DIN KOMMUNE:
Valgdebatterne finder sted fra kl. 19.45 på følgende datoer, og du kan stille spørgsmål live til politikerne via tv2nords facebookside:
27/10 Mariagerfjord
8/10 Hjørring
1/11 Læsø
2/11 Brønderslev
3/11 Rebild
4/11 Vesthimmerland
8/11 Jammerbugt
9/11 Frederikshavn
10/11 Aalborg
11/11 Regionen