Ung konservativ ottedobler personligt stemmetal - kursen er sat mod borgmesterposten
Foto: Privatfoto
Den konservative spidskandidat i Vesthimmerland Signe Nøhr er glad og stolt over sit flotte valgresultat, og hun er allerede mere end klar til næste kamp om borgmesterstolen.
Med mere end en otte-dobling af antallet af personlige stemmer til den konservative spidskandidat i Vesthimmerland, tegner der sig et billede en af kommunalvalgets helt store nordjyske vindere.
27-årige Signe Nøhr fik 1.430 personlige stemmer med ind til sin tredje byrådsperiode. Selvom konstitueringen ikke gav en borgmesterpost til den unge politiker, har hun fået endnu mere blod på tanden.
vi skal stoppe med at snakke om, at man kan være for ung som borgmesterkandidat, når man er 27 år.
Signe Nøhr (K), byrådsmedlem, Vesthimmerland
- Vi har lavet et generationsskifte, så valget var jo lidt en prøve på det. Og der synes jeg, at jeg har levet op til langt mere end mine egne forventninger. Jeg har vist de konservative medlemmer, at vi er på vej i en god retning, siger hun.
Alder er underordnet
Signe Nøhr ser lyst på fremtiden og glæder sig over, hun har bevist, at alderen ikke betyder noget ved kommunalvalget.
- Jeg synes, vælgerne har sendt et meget tydeligt signal om, at vi skal stoppe med at snakke om, at man kan være for ung som borgmesterkandidat, når man er 27 år, siger hun
Den konservative spidskandidat understreger, at partiets genvundne succes i Vesthimmerland er resultatet af en holdindsats.
- Vi vidste jo, at når Knud (Kristensen, -red ) ikke var med mere, ville det kræve en større holdindsats, og jeg er da rigtig glad for, at jeg har givet et godt bidrag til den fælles indsats, siger Signe Nøhr, der ikke er tvivl om, at hendes markant stil har været med til at sikre den personlige succes.
- Jeg tør italesætte nogle ting, andre måske ikke tør, og jeg tør at sætte en retning. Men succesen handler også om, at jeg har et stærkt hold bag mig, siger hun.
Større politiske ambitioner
Signe Nøhr har allerede sat kursen mod næste kommunalvalg.
- Jeg vil bruge de næste fire år på at gøre opmærksom på, at vi mener det seriøst, at jeg er fortsat er borgmesterkandidat, understreger hun.
- Det et er det bedste for Vesthimmerland, at vi får borgmesterposten tilbage til Det Konservative Folkeparti, konkluderer Signe Nøhr.