Melder alt udsolgt
Som den næstsidste koncertby melder Grøn nu, at alt er udsolgt i Aalborg, når turnéen lægger vejen forbi den 21. juli.
Af de otte lokationer er det kun Esbjerg, der ikke er blevet meldt udsolgt endnu, men det forventer Grøn, at der bliver inden for den kommende måned.
Tuborg og Muskelsvindfonden arrangerer Grøn, og indsamlingschefen hos sidstnævnte er forbløffet over den store tilslutning fra publikum.
- De seneste måneder er gået over al forventning. Vi turde knap nok drømme om endnu en udsolgt turné efter sidste år, og nu er vi meget, meget tæt på. Vi forventer at komme i mål, inden vi vender næste blad i kalenderen, siger Theis Pedersen.
Al overskuddet fra Grøn-festerne går til Muskelsvindfondens arbejde for at skabe et bedre liv for folk med muskelsvind.
Når koncerten løber over stablen i Aalborg 21. juli, vil det være muligt at høre alt fra Tobias Rahim, til Scarlet Pleasure og TV-2 med flere.