Kort Nyt

17-årige alene bag rattet bekymrer: Med i hver fjerde alvorlige ulykke

Unge mellem 17 og 24 år udgør 10 procent af befolkningen i Nordjyllands Politikreds, men personer i den aldersgruppe er involveret i hver fjerde færdselsulykke med dræbte og tilskadekomne i politikredsen.

Det viser statistik fra Rådet for Sikker Trafik. Statistikken får organisationen, der arbejder for at forbedre trafiksikkerheden, til at advare mod regeringens forslag om at lade 17-årige køre bil uden ledsager.

- Grunden til, at vi er bekymrede for at lade 17-årige køre bil uden ledsager, er blandt andet, at unge bilister har mere end fire gange så stor en risiko per kørt kilometer for at ende i en alvorlig trafikulykke, som dræber eller kvæster dem selv eller andre, sammenlignet med for eksempel deres forældres generation, siger Jakob Bøving Arendt, som er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Regeringen præsenterede idéen om at lade 17-årige med kørekort køre alene som en del af et landdistriktsudspil. Formålet fra regeringens side er at styrke mobiliteten særligt i landdistrikterne.

- Forslaget vil komme til at betyde flere alvorlige trafikulykker. Mobilitet for unge er i nogle egne af landet en udfordring, men vi appellerer til, at man afsøger, om der kunne være andre løsninger på det problem, siger Jakob Bøving Arendt.

Knivstikkeri i Thisted

Tirsdag eftermiddag er en mand blevet stukket ned på Havrevej i Thisted.

Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til TV2 Nord. Politiet fik opkaldet ind på 112 klokken 15:10.

- Den forurettede er blevet stukket flere gange med noget, der minder om en hobbykniv. Han er nu transporteret til sygehuset i Aalborg, siger vagtchefen.

Politiet har anholdt en mistænkt i sagen. Offeret er ikke i kritisk tilstand.

Politi og kommune indgår samarbejde om mere tryghed

Brønderslev Kommune, Nordjyllands Politi og Bo Trygt har indgået en ny partnerskabsaftale, der får navnet 'Bo trygt i Brønderslev'.

Formålet er at gøre Brønderslev Kommune mere trygt at bo i. Især Nabohjælp kommer til at være mere i fokus.

- Forebyggelse – som er en af politiets kerneopgaver – bliver man aldrig færdig med. Med dette nye partnerskab vil vi arbejde sammen på en ny måde, og vi vil have fokus på at engagere flere beboere som nabohjælpere og nabovenner, siger politidirektør i Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen.

Aftalen blev underskrevet på borgmesterkontoret i Brønderslev, og borgmester Mikael Klitgaard (V) glæder sig over den nye aftale.

- Vi har allerede en af de mest trygge kommuner i Danmark. Det udbygger vi med den aftale, vi har indgået med Nordjyllands Politi.  Ved at arbejde tættere sammen med politiet kan vi skabe en mere sikker og tryg hverdag for alle borgere, lyder det fra borgmesteren.

Aftalen gælder frem til og med 2026.

Nordjysk folketingsmedlem i massiv kritik af Familieretshuset

Venstres nordjyske retsordfører, Preben Bang Henriksen bliver nærmest bombarderet med nye klagesager over Familieretshuset.

TV2 Nord har indsigt i flere af sagerne, der i denne omgang især handler om stadigt voksende ventetider på helt banal myndighedsbehandling.

Som eksempel nævner Preben Bang Henriksen en sag, hvor en 17-årig må vente ét år på at få behandlet en ansøgning om, at få udbetalt penge til et kørekort – penge, som den 17-årige allerede har stående på sin egen konto.

Andre har fået afslag på at købe eksempelvis en cykel og såkaldte fremtidsfuldmagter kræver måneders sagsbehandling før ikrafttræden – altså fuldmagter, som en person for længst har givet til pårørende, så de kan tage beslutninger på deres vegne.

En nordjyde, der er værge for en pårørende har fået besked på, at den forventede sagsbehandlingstid er 223 uger i en sag om aflæggelse af regnskab.

Enten skal der skæres ned på Familieretshusets opgaver – eller også skal de tilføres flere ressourcer, siger Preben Bang Henriksen, der forlanger ventetiderne bragt ned nu.

Nordjyder klar til forbrugsfest - men gider ikke stå i kø

Mange nordjyder ventes at indlede årets julegaveindkøb, når tilbuddene 29. november står i kø på Black Friday.

Særligt onlinehandel er populært under den forbrugsfest, Black Friday har udviklet sig til. I Region Nordjylland svarede 34 procent af forbrugerne i første halvår af 2024, at de havde købt tøj, sko og accessoires på nettet inden for den seneste uge, viser Dansk Erhvervs e-handelsanalyse.

Det betyder travlhed og lange køer hos de forskellige pakkeshops, når pakkerne efterfølgende skal hentes. Og frygten for at skulle vente længe på at få pakker udleveret har affødt en ny tendens, fortæller pakkeleverandøren DAO.

- Forbrugerne prioriterer ofte at få pakker leveret direkte til døren i forbindelse med Black Friday og jul. Ud over at slippe for besværet med selv at transportere mange pakker, undgår de eventuel kødannelse i pakkeshoppen i den travleste periode, siger Lars Balsby, salgsdirektør hos DAO, i en pressemeddelelse.

Vinterens første sne kan falde tirsdag

Nordjylland slap i denne omgang for snestorm, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke alligevel kan komme sne lokalt i det nordjyske.

Tirsdag aften vil temperaturen nemlig ligge under frysepunktet, og derfor er der stor risiko for lokalesnebyger ifølge Jens Ringgaard vejrvært hos TV2.

Se hele vejrudsigten herunder:

Tirsdag morgen var der glatte veje flere steder i Nordjylland, og det tyder altså på, at det vil gentage sig onsdag morgen. Derfor er det en god ide at være opmærksom i disse dage, når man bevæger sig ud i trafikken.

Spørg Solvej Vindblæs ind til vejret i dit lokalområde herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere