Op mod 200 nordjyske soldater sendt mod Letland
Soldaterne skal indgå i den bataljon på op mod 850 danske soldater, som Nato har bedt Danmark om at sende til Letland.
Soldaterne tjekker de sidste detaljer på lastbilerne inden afgang, men inden de sætter kurs mod Letland, har de et stop i Køge. Her skal de læsse materiel ombord på to skibe, der også har kurs mod Letland. Det hele handler om, at vise Nato's styrke.
- Det er noget, vi har prøvet før, og det er noget, vi tager meget alvorligt. Vi har gjort det i Irak og i Afghanistan, og nu sender vi enheder til Letland. Det er en hel normal opgave for os, siger stabschef, Søren Bo Larsen fra Trænregimentet.
Skal ikke i krig
Trænregimentets opgave er at sørge for alt det, som soldaterne ved fronten har brug for.
De skal blandt andet sørge for at ammunition, brændstof og mad bliver bragt ud til soldaterne, og at sårede soldater bliver bragt væk fra fronten igen. Derudover skal de sørge for at reparere ødelagte køretøjer. Med andre ord – alt det som gør, at styrken i Letland kan fungere effektivt.
-Vi skal være en del af NATO’s afskrækkelsesstyrke, som bliver placeret derude, siger stabschef, Søren Bo Larsen fra Trænregimentet.
Militærpoliti udsendes også
Ud over logistikken sender Aalborg Kasserne også militærpoliti til Letland. De skal løse politimæssige opgaver i samarbejde med det lokale politi.
-Vi har altid militærpoliti med, når vi er ude. Afhængig af hvad det er for en type operation, så er det i forskellige konfigurationer. Som minimum, har vi et militærpoliti med, som håndhæver politimyndigheden over for vores soldater, siger stabschef, Søren Bo Larsen fra Trænregimentet.
Nato forventer, at styrken er på plads i Letland i starten af maj.