Støttekoncert og lysoptog i Aalborg skal hjælpe ukrainere
Lørdag bliver DR og TV2’s støttekoncert ’Sammen for Ukraine’ vist på storskærm på Musikkens Plads. Og Musikkens Hus vil være badet i gult og blåt lys, og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) vil holde tale.
Mens børn og kvinder flygter ud af Ukraine, har talrige nordjyder åbnet deres hjem eller er taget afsted for at hjælpe landet i krig.
Nu vil Musikkens Hus afholde et fælles lysoptog lørdag for at "skabe lys i en mørk tid i Europa". Efterfølgende vil DR og TV2’s støttekoncert ’Sammen for Ukraine’ blive vist live på storskærm på Musikkens Plads.
- Det er fantastisk at se danskernes engagement og vilje til at hjælpe, og nu får vi alle en mulighed for at vise opbakning og solidaritet - både i form af ord, gennem musik og ved at støtte organisationer, som lige nu arbejder i døgndrift, siger Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp og repræsentant for de organisationer, der samarbejdes med omkring støttekoncerten.
Donationer modtages løbende
Alle nordjyder opfordres til at møde op og deltage i optoget, som starter på Nørresundby Torv og slutter på Musikkens Plads.
I selve støtteshowet vil der i løbet af aftenen være direkte gennemstillinger til DR’s og TV 2's korrespondenter i og omkring Ukraine, og en række af Danmarks bedste musikere vil optræde.
- Det er i alvorlige situationer som denne, at det er virkelig vigtigt at stå sammen for frihed og fællesskab. Sammen med DR vil vi gerne give danskerne muligheden for at gøre en forskel, siger Dorthe Thirstrup, kanalchef for TV 2.
Alle kan både før, under og efter støttekoncerten donere penge til nødhjælpsorganisationerne.
Program for arrangementet i Aalborg
18.30: Lysoptog starter fra Nørresundby Torv
19.10: Lysoptog ankommer til Musikkens Hus
- Fællessang: "Kringsatt av fiender"
- Indlæg ved udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S)
- Fællessang: "Imagine"
19.30: Støttekoncert "Sammen for Ukraine" vises på storskærm.
21.00: Tak for i aften.