Ukrainske kollegaer til nordjysk virksomhed arbejder med bomber om ørerne
Foto: Sergey Bobok / Ritzau Scanpix
Billedet her er fra Kharkiv i Ukraine, hvor to medarbejdere fra den nordjyske virksomhed Cloud Retail System stadig befinder sig. Billedet er ikke fra deres område.
Virksomheden Cloud Retail System i Frederikshavn har to ukrainske kollegaer, som stadig befinder sig Kharkiv.
60 kilometer fra den russiske grænse i den ukrainske storby Kharkiv sidder to medarbejdere fra virksomheden Cloud Retail System omgivet af gadekampe og bombede bygninger.
De to medarbejdere er de eneste af den nordjyske virksomheds i alt seks medarbejdere i Ukraine, som ikke er flygtet ud af landet. Fra deres kontor i Kharkiv kan de kigge direkte ned i de gadekampe, der finder sted i byen.
- De oplevede, hvordan ukrainske tropper pressede russerne tilbage. Tirsdag oplevede den ene af vores folk, at klyngebomber slog ned tæt på hans boligkvarter, fortæller Business Specialist i Cloud Retail Systems Martin Bang Sørensen til Kanal Frederikshavn.
Troede ikke Rusland ville gøre alvor af trusler
Cloud Retail Systems tilbød inden den russiske invasion de seks ukrainske medarbejdere, at de kunne komme til Danmark, men de foretrækker at blive med deres familier i Ukraine. Faktisk troede de ifølge Martin Bang Sørensen ikke på, at russerne ville gøre alvor af truslerne om invasion.
- De var mindre bange end os, men nu kan vi tydeligt mærke på dem, at det ikke er sjovt længere, siger Martin Bang Sørensen.
Minder om en krigsfilm
Ukrainske myndigheder oplyser, at over 2.000 civile ukrainere er blevet dræbt, siden Ruslands invasion af Ukraine og særligt i og omkring Kharkiv har der været voldsomme kampe mellem russiske og ukrainske styrker.
- Lige nu handler det ikke om arbejde. Vi har sagt til vores seks medarbejdere, at deres vigtigste opgave er at holde sig i live. Fire er flygtet ud af Kharkiv med deres familier. To har valgt at blive i byen og arbejde videre. De føler, at de holder nogenlunde fast i en normal dagligdag, når de møder på arbejde, som de plejer, selv om det minder om en krigsfilm, når de kigger ud på gaden, forklarer Martin Bang Sørensen.
Tror jeres folk på en "hurtig løsning" i Ukraine?
- Nej, og det gør jeg heller ikke, svarer Martin Bang Sørensen.