Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vandalisme i Lønstrup: Unicon har ansvar i sagen, siger professor

Unicon-direktør fralægger sig ethvert ansvar, efter firmaet har dumpet beton i fredet område. Juraprofessor er lodret uenig: Unicon har medansvar, siger han.

Direktøren for Danmarks største betonleverandør Unicon, Søren Holm Christensen, fralægger sig ethvert ansvar, efter en af hans betonbiler har dumpet tonsvis af beton i et fredet Natura2000område ved Lønstrup.

Dagen før jul jævnede en bulldozer med en ukendt gerningsmand bag rattet en række klitter med jorden og kørte sandet ud over skrænten ved en række udsatte sommerhus. Herefter dumpede en betonblander fra Unicon beton ud over skrænten ned til kysten.

- Jeg troede, det var løgn. Jeg troede simpelthen, at det var løgn, sagde Ole Ørnbøl (S), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, da han ved selvsyn besøgte området forleden.

Han mistænker lokale sommerhusejere for at stå bag. TV2 Nord har forsøgt at få de pågældende sommerhusejere i tale, men ingen af dem har svaret på TV2 Nords henvendelser.

Bliver meldt til politiet
Sagen er nu meldt til Kystdirektoratet, som ventes at melde sagen til politiet efter nytår. Hjørring Kommune regner også med, at de selv melder sagen til politiet.

Direktøren for Unicon, Søren Holm Christensen, afviser, at firmaet har noget som helst ansvar i sagen.

- Det er bygherren, som indestår for, at de nødvendige tilladelser til et byggeri (her kystsikring) foreligger. Når en kunde bestiller beton antager vi, at kunden har de nødvendige tilladelser til det byggeri, hvori betonen indgår. Kunden har ansvaret for korrekt involvering af relevante myndigheder, skriver Søren Holm Christensen og Unicon i et skriftligt svar til TV2 Nord.

Det fredede område og klitterne mellem sommerhusene og havet er jævnet med jorden. Foto: Lasse Dieckmann

Dermed lægger han op til, at Unicon bare har udført en bestilling og ikke burde have stoppet op og overvejet, om man var i gang med at begå noget ulovligt. Han har ikke ønsket at stille op til interview til TV2 Nord.

Professor: - Der er ingen tvivl
Den udlægning og ansvarsfraskrivelse giver en juraprofessor ikke meget for.

- Det at have modtaget en ordre er ikke ansvarsfraskrivende. Den almindelige medvirkningsregel gælder for alle strafbare lovovertrædelser - og således også den her sag, hvor Unicon også kan straffes, siger professor i jura ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen.

Det er straffelovens paragraf 23 stk. 2, der kommer i spil i den her sag, mener juraprofessoren. Loven fastslår, at hvis man har medvirket til at krænke et pligtforhold, kan man også straffes, siger professoren.

- Loven er ret utvetydig. Der gælder ikke noget ansvarsfraskrivende helle, hvor man bare kan give los, overtræde loven og henvise til, at der er nogle andre, der har ansvaret. Den går ikke, siger Lasse Lund Madsen.

Professor: Hvor dum har man lov til at være?
Han er forundret over, at Danmarks største betonleverandør med direktør Søren Holm Christensen i spidsen vælger at skubbe ethvert ansvar over på de - indtil videre ukendte - bestillere af betonen.

For det er ulovligt, fastslår juraeksperten.

- For professionelle aktører gælder der temmeligt snævre grænser for, hvor dum man har lov at være. Unicon kan ikke fraskrive sig ansvar i sagen, siger juraprofessor Lasse Lund Madsen.

Det ødelagte naturområde ved sommerhusene på Bredningen i Lønstrup.  Foto: Lasse Dieckmann
Det ødelagte naturområde ved sommerhusene på Bredningen i Lønstrup.  Foto: Lasse Dieckmann


Nu kan Hobros højeste bygning med vild udsigt blive din

Foto: Jacob Grønlund

Foto: Jacob Grønlund

Hvis du havde dit helt eget højhus, hvad skulle det så bruges til? Nu har du i hvert fald muligheden.

45 meter, 1612 kvadratmeter, 13 etagers højde og to bygningskroppe. Den gamle kornsilo ved Hobro Havn er lidt af en krabat, og mulighederne er mange.

- Det er vel kun fantasien, der sætter grænser. I stedet for at den bare står som en gammeldags kornsilo, tænker jeg, at det kunne være spændende og attraktivt at lave den om til noget, der kunne bruges til noget mere attraktivt for Hobro Havn, fortæller Jacob Grønlund, som er bygningsejer og direktør for Jacob Grønlund A/S.

Han har ejet bygningen siden 2008, men nu har du simpelthen mulighed for at købe den.

- Jeg tænker, man skal udnytte den højde, den har, og alle de kvardratmeter, der er inden i den.

Foto: jacob Grønlund Foto: Jacob Grønlund

Allerede lejeindtægt på plads

Bygningen har udlejet plads til antennepositioner for flere selskaber.

- Det er jo det, der er attraktivt for en investor, at der er nogle gode lejere blandt andet TDC, Telenor og 3-Mobil på nogle forholdsvis nye lejekontrakter, der løber i både 10 og 15 år, fortæller bygningsejeren, som pointerer:

- Så får du en rigtig fin lejeindtægt hvert år.

Derudover bliver bygningen ifølge Jacob Grønlund også udlejet til rapelling til ungdomsskolen og efterskoler.

Foto: Jacob Grønlund Foto: Jacob Grønlund

Kan inspireres af succes-silo i Aarhus

- Det ligger lige til højrebenet at udnytte den til ekskluive boliger med panoramaudsigt udover fjorden og byen. Det ville være oplagt. Så kunne det være fedt med en restaurant oppe i toppen. Det kunne være rigtig spændende for Hobro Havn.

Sådan lyder det fra bygningsejeren, som påpeger, at alle i Hobro kender den store markante silo nede på havnen.

- Jeg tænker, at man skal lave noget smukt og flot, som passer ind i det flotte havnemiljø, vi har i Hobro, fortæller han.

Fra reposet har man en unik udsigt, og herfra blev der blandt andet spillet en live-koncert under corona-pandemien.

Jacob Grønlund peger på et præcist eksempel på en succesfuld ombygning af en silo.

- Det, der er lidt specielt ved den her silo, er, at den har stort set samme kropsform som 'Siloetten', der ligger nede i Aarhus. 'Siloetten' er en silo, der minder om den i Hobro, hvor man har bygget kassetter på siden af den og lavet den om til eksklusive boliger

Spørgsmålet, alle nok er interesseret i, er prisen, men den vil den nuværende ejer dog ikke røbe til TV2 Nord. Jacob Grønlund opfordrer i stedet seriøse og interesserede købere til at ringe til ham og få en uforpligtende snak, hvor han nok skal fortælle prisen på siloen.


Sex-workshop: - Jeg håber at komme lidt tættere på min partner

Vi skal være bedre til at tale om sex- og seksualitet. Det mener det nordjyske firma, Zandora, som tirsdag aften holdt en sex-positiv workshop i Aalborg. TV2 Nords reporter Nicolai Porskrog var til stede til arrangementet.

Se hvordan det forløb i videoen herover.


Kovending: Aflysning af stort sportsstævne afblæst

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Deltagerne ved Ungdomslegene samlet i Vestre Fjordpark.

Da Aalborg Kommune for knap to måneder siden forhandlede budgettet for 2025 på plads, var der tilsyneladende ikke råd til at afholde Ungdomslegene i Aalborg den kommende sommer.

Efter et byrådsmøde mandag står det nu klart, at Ungdomslegene alligevel vil blive afholdt i Aalborg 29. juli til 3. august 2025. Og det glæder foreningen Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA).

- Det er utrolig dejligt, at politikerne har ombestemt sig, og så er vi jo glade for, at vi ikke bryder traditionen på 50-året, og nu i stedet for kan fejre det, lyder det fra Ole Nielsen, der er formand i SIFA.

Ungdomslegene fandt sted for første gang i 1975, hvor Aalborg var værtsby. Ligesom OL bliver Ungdomslegene afholdt hvert fjerde år, men grundet corona var der ikke noget stævne i 2023.

Det er Aalborg og venskabsbyerne Lancaster i England, Almere i Holland og Rendsburg i Tyskland, der på skift har afholdt stævnerne. Men det er ikke kun fra de byer, at deltagerne kommer fra. Da stævnet sidst blev afholdt i 2019, med Aalborg som værtsby, var der deltagere fra 19 byer.

Håbet er, at man kan tiltrække 1000 deltagere. Det er Vestre Fjordpark og Aalborg Vestby, der vil være base for Ungdomslegene, mens stævnerne vil foregå rundt omkring i byen.


Vinterens første sne kan være faldet - og der er mere i vente

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den første sne ser ud til at være faldet i Skagen, og der er flere snebyger på vej ind over Nordjylland.

Det oplyser TV2's meteorolog Peter Tanev.

Kent Bandholm Hansen har tirsdag aften sendt et billede til TV2 fra sin matrikel i Skagen.

Vinterens første sne ser ud til at være faldet, og det skete længst mod nord i Skagen, hvor billedet er fra. Foto: Kent Bandholm Hansen / Seerfoto

Det er dog ifølge Peter Tanev svært at se på billederne, om det er snehagl, og er det tilfældet, så kan vi ikke 100 procent kalde det sæsonens første sne.

Hvis det er sne, så er det ifølge TV2 faldet cirka ni dage senere end vanligt.

Allerede klokken 20:48 bebudede Peter Tanev, at der de næste timer meget vel kunne falde sne flere steder i Nordjylland.

Her var der observeret torden tæt på Skagen, og i den forbindelse lød det:

- Når bygerne er med torden, er det typisk også en indikation på, at de er kraftige. Vi må derfor forvente, at der de næste timer kan være kraftige snebyger, der rammer den nordlige del af Jylland, siger han og tilføjer:

- Der er også ved at blive dannet en række byger i Kattegat, og det er ikke umuligt, at de også vil udvikle sig til tordenbyger.

Temperaturen ligger i øjeblikket omkring frysepunktet mange steder i det nordjyske.


Jubel hos forskere: Fossil af 55 millioner år gammel ørentvist fundet på Mors

Foto: TVMidtVest

Et knap to centimeter langt fossil af en ørentvist har vakt stor glæde blandt forskere. Nu er ørentvisten registreret som art og opkaldt efter finderen.

Der var en, der fandt den. En der syntes, den var spændende. En der fik en åbenbaring. En der gerne ville studere den nærmere, og en der var med på den.

Sådan gik det til, at fire forskere for nylig kunne udgive en artikel i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift. En artikel med en beskrivelse af en fossil ørentvist, som viste sig at afvige fra den type, vi kender i herhjemme i dag.

- Det betyder meget for vores arbejdsglæde. Det er dejligt, hver gang det sker, og det er også noget der bliver kigget på, når museerne og vores forskning skal bedømmes, siger Jan Audun Rasmussen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Helt ny art

Fossilet af den 55 millioner år gamle ørentvist blev fundet i moleret på Mors af fossiljæger og museumsinspektør, Henrik Madsen for nogle år siden.

- Jeg var med det samme klar over, at her var der tale om en helt ny art, fortæller Henrik Madsen, der har set og studeret tusindvis af fossiler gennem årene.

Han fandt den ved Ejerslev på Mors, og efter at han havde behandlet den, landede den under kollegaen Jan Audun Rasmussens mikroskop.

- Det var et af den første fossiler, jeg begyndte at kigge på, da jeg kom til museet, for vi kunne godt se, at den var spændende, forklarer Jan Audun Rasmusen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Han tegnede ørentvisten op, og allierede sig blandt andre med seniorforsker Thomas Simonsen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. 

Da han fik danekræet under mikroskop, fik han noget, der nok nærmest kan betegnes som en åbenbaring, da han kunne konstatere, at ørentvisten havde en slags plade, der stak ud fra ryggen mellem klosaksene. Det har ingen hjemmehørende ørentvist.

Ørentvist-fossilet viste sig at være i familie med en art, der i dag lever i Indien, Afrika Sydøstasien og Australien. Det er det første fossile eksemplar, der er fundet i verden, men det kommer ikke bag på forskerne, at den levede her for 55 millioner år siden. 

- Dengang var der subtropiske forhold i havet over det nuværende Danmark. Her var over 30 grader, så det er ikke underligt, at den varmeelskende ørntvist har levet her, fortæller Jan Audun Rasmussen fra Museum Mors.

Efter at arten nu er blevet beskrevet i detaljer af fire forskere og udgivet i tidsskriftet Palaeoentomology, er den officielt registreret som art.

Opkaldt efter finder

Ørentvisten er knap to centimeter lang, og har fået navnet Apachyus Madseni. Opkaldt efter Henrik Madsen, der fandt den i de 55 millioner år gamle moleraflejringer.

 - Det er jo sådan noget, der giver mit arbejde mening, så det ikke kun er straffearbejde at gå rundt og hakke med en hammer, siger Henrik Madsen, der også indrømmer, at han er en smule stolt over, at hans navn nu bliver foreviget gennem et fossil - i øvrigt for ottende gang.

Ørentvisten bliver udstillet på Fossil- og molermuseet på Mors, når museet åbner til påske.