Loven bør ændres: - Det er fuldstændig vanvittigt, siger ordfører om Mettes sag
To nordjyske politikere kræver, ovenpå historien om Mette Nielsen, der ikke kan klage over sin fejlbehandling, en ændring af loven.
Den konservative sundhedsordfører Per Larsen og Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen vil have forældelsesfristerne for lægefejl forlænget.
- Det kalder simpelthen på en lovændring. I et retssamfund må man som borger kunne forvente, at man først kan klage over en fejlbehandling, når man bliver klar over, at der er sket en fejl. Alt andet er ulogisk, siger Konservatives sundhedsordfører Per Larsen.
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen er enig. Han savner en forklaring på, at netop lægefejl kan blive forældede efter blot fem år, og i Mette Nielsens tilfælde inden hun overhovedet blev klar over sin manglende behandling.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at forældelsesfristen ikke først begynder at løbe fra det øjeblik man konstaterer problemet, siger han.
Vil samle et flertal for lovændring
Ingen af de to nordjyske folketingspolitikere kan se nogen logik i den korte klagefrist over lægefejl. Tvært imod går lovgivningen imod længere frister på andre områder, som også advokat Marianne Fruensgaard påpeger.
Per Larsen siger:
- Jeg er simpelthen ikke bekendt med årsagen til denne kunstigt korte forældelsesfrist. Jeg vil forsøge at samle et flertal blandt folketingets partier, så loven bliver ændret. Jeg har desværre set flere sager, hvor syge og fejlbehandlede ikke ydes den retfærdighed man skal kunne forvente, fordi sagerne når at blive forældede inden fejlene er opdaget.
Preben Bang Henriksen vil på baggrund af Mette Nielsens sag bede justitsminister Nick Hækkerup (S) om at redegøre for hendes aktuelle retsstilling.
- Gennem de senere år har Folketinget generelt blødt op på forældelseslovgivningen. Det gælder for eksempel i sager om misbrug af børn og manglende tilsyn for kommunernes side. Jeg ser gerne, at samme tendens breder sig også til fejl begået af læger. Mettes eksempel tyder på, at der er noget rivende galt, siger Preben Bang Henriksen.