Budgetaftalen for Mariagerfjord er landet: Nu kan du få tilskud til at passe dine børn hjemme
Foto: TV2 Nord
Budgetaftalen for Mariagerfjord Kommune er netop landet. Skatten forbliver den samme, og det bliver muligt at få tilskud til at passe egne børn hjemme.
Byrådet i Mariagerfjord Kommune er blevet enige om en budgetaftale for perioden 2022 til 2024. Aftalen fokuserer på en grøn profil, øget velfærd til især unge og ældre og udvikling af kommunen.
Hovedpunkterne i aftalen er, at indkomstskatten og grundskylden fastholdes på henholdsvis 25,9 procent og 34 promille. Derudover bliver det muligt at få tilskud til at passe egne børn hjemme.
Grøn profil
Kommunen ønsker en mere grøn og bæredygtig profil. Kommunen tiltrådte sidste år i medlemskabet af DK-2020, der er et samarbejde mellem nordjyske kommuner, der skal sikre, at kommunerne lever op til Parisaftalen. Det skal ske ved at tilføre et årsværk, der skal understøtte dette arbejde.
Der afsættes 300.000 kroner årligt til øget biodiversitet i kommunen.
Velfærd
Der afsættes ressourcer til elever med ord- og talblindhed og til højt begavede elever. Derudover iværksættes en ekstraordinær indsats rettet mod eleverne med bekymrende fravær.
Byrådet vedtog i 2019 en aftale om driftsbesparelser på 1,5 millioner kroner årligt på dagtilbudsområdet ved at samle institutioner fysisk i et nyt institutionsbyggeri. Byrådet har dog endnu ikke behandlet beslutningen i detaljer, og driftsbesparelsen annulleres fra og med 2024.
Der afsættes midler til flere vuggestuepladser i børnehuset Myretuen i Valsgård.
Som en forsøgsordning bliver det muligt for forældre at få tilskud til pasning af egne børn i hjemmet. Tilskuddet fastsættes til 6.281 kroner månedligt. Tilbuddet skal evalueres efter to år.
Kvaliteten på ældreområdet skal styrkes. Det skal ske ved at tilføje øgede ledelsesressourcer, da der i dag er et relativt stort antal medarbejdere per leder. Det skal sikre, at medarbejderne får et tættere forhold til ledelsen. Derudover igangsættes et analyse- og udviklingsprojekt, der skal have fokus den øgede andel af ældre i kommunen.
Byrådet vil sætte fokus på at fastholde og tiltrække nye uddannelser og studerende. Det skal ske ved at afsætte penge til en uddannelseskoordinator.
Udvikling af kommunen
Den et par år gamle strategiplan, der skal sikre, at hovedbyerne i kommunen udvikles, tilføres ekstra penge. Det gælder byerne Arden og Hadsund.
Biecentrets køkken i Hobro, der er et aktivitetskøkken med én ansat med en række frivillige, der blandt andet producerer varm mad til byens ældre borgere, tilføres midler til ansættelse af 20 timers praktisk hjælp i køkkenet.
"Projekt Kilometermolen" i Als støttes med en en tredjedel af den samlede anlægssum.