Se program: Med schweisshunden Ronja på sporet af sårede dyr
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Vi følger i hælene på schweisshundeføreren Frederik Svendsen og hunden Ronja på en af årets travleste dage.
Se ”Ronja og rådyrene” nederst i artiklen. Husk, at du altid kan se alle vores programmer på tv2nord.dk/tv.
Lørdag 16. maj.
Måske siger datoen dig ikke så meget. Men for en særlig gruppe er denne dag i midten af maj en af dem, man hvert år glæder sig til. En længe ventet dag.
Ved solopgang går bukkejagten ind, og i de næste to måneder er der jagttid på bukke.
Det er ikke kun riffeljægere og buejægere, der rydder kalenderen for at tage ud i naturen på denne dag.
I Arden forbereder Frederik Svendsen sig også på en dag i bukkenes tegn. Han er schweisshundefører, og sammen med sin bayerske bjergschweisshund Ronja er han klar til at følge sporet efter såret vildt.
Langt de fleste jagter går lige efter bogen, men bliver jægerne i tvivl om, om de har ramt en buk, ringer de efter makkerparret Frederik og Ronja.
- Vores passion er at finde tilskadekomne dyr og dermed hindre, at der sidder et dyr et sted og lider unødigt, siger Frederik Svendsen.
- Mere en passion end en fritidsinteresse
Året rundt står Frederik Svendsen klar til at assistere med sin schweisshund, når en bilist påkører et stykke vildt, eller når jægerne starter jagtsæsonen som denne lørdag i maj.
Han har flere hunde, og har over 1000 søgninger i bagagen. Han får ingen løn for det – men glæden ved at kunne hjælpe er løn nok i sig selv for Frederik Svendsen.
Han synes, at han får meget ud af de mange timer i hælene på såret vildt.
- Dét at komme ud med sin hund. At hjælpe en stakkels bilist, der har været i et uheld. At se, hvordan Ronja arbejder og knokler for at løse opgaverne. Det er mere en passion end en fritidsinteresse, siger Frederik Svendsen.
Se video: Ronja får færten af såret dyr
Klokken 05.01 står solen op lørdag 16. maj. Bukkejagten er begyndt.
Klokken 05.30 bliver Ronja og Frederik tilkaldt for første gang. En jæger er i tvivl om, om han har ramt en buk – selvom han mest hælder til, at han skød forbi.
- Det er super jægerhåndværk, at man kontrollerer det, man selv tror, er et forbiskud, siger Frederik Svendsen.
Efter at den garvede schweisshundefører har orienteret politiet om, at han er på vej til at eftersøge, går Ronja i gang. Det viser sig, at jægeren har ret i sin antagelse – han har skudt forbi, og der er ingen spor af en tilskadekommen buk i nærheden.
Da Frederik og Ronja bliver tilkaldt senere på dagen af en anden jæger, får Ronja færten af såret vildt. Se klippet her:
Rykker ud fem gange
Fem gange i løbet af dagen bliver makkerparret tilkaldt. Først klokken 23.15 kan Ronja holde velfortjent fri efter en lang dag med snuden i sporet.
- Jeg tænker, at jeg har en ret glad og måske lidt træt hund med hjem. Hun har været dygtig, siger Frederik Svendsen.
Parret når at få seks timers søvn. Så ringer telefonen igen – og de to må atter afsted.
Selvom turene optager al Frederik Svendsens fritid, har han ingen planer om at stoppe foreløbig.
- Jeg bliver ved indtil den dag, hvor en ringer, og jeg tænker ”hold kæft, hvor er det træls”. Hvornår det bliver, ved jeg ikke - forhåbentlig aldrig, siger han.
Se ”Ronja og rådyrene” lige her. Husk, at du altid kan se alle vores programmer på tv2nord.dk/tv.