Stor virksomhed i Hobro solgt til svensk koncern
Til venstre administrerende direktør i Pajo Bolte A/S Lars Johansen sammen med CEO i Bufab Group Johan Lindqvist.
Pajo Bolte A/S er blevet solgt til den svenske koncern Bufab Group.
Endnu en stor familievirksomhed i Hobro er kommet på udenlandske hænder.
Forleden kunne vi her på TV2 Nord fortælle, at stålvirksomheden DS Gruppen var blevet solgt til et stort tysk firma, og nu er det Pajo Bolte A/S, der er blevet solgt til den svenske koncern Bufab Group.
Pajo Bolte blev etableret i 1992 af Poul Anker Johansen, og virksomheden er siden da vokset til en af Danmarks ledende distributører at befæstelse til Industri og byggeri.
Siden 2006 har sønnen, Lars Johansen, været ansvarshavende direktør i virksomheden.
- Det var egentlig for tidligt at tænke på et salg af virksomheden, jeg har jo kun lige rundet de 50 år, og jeg synes stadig, det er sjovt hver dag, jeg møder på arbejde, siger Lars Johansen.
- Men vores dialog med Bufab har vist, at vi deler en række vigtige fælles værdier, og derfor har jeg helt ro i maven med af afhænde virksomheden nu.
Lars Johansen, der fortsætter som administrerende direktør i Pajo Bolte A/S, siger, at det for virksomhedens kunder vil være "business as usual", selv om virksomheden er blevet solgt til Bufab Group.