Overblik: Det ved vi - og det mangler vi svar på i sagen om Mia Skadhauge Stevn
Foto: Privatfoto
22-årige Mia Skadhauge Stevn blev sidst set i live søndag den 6. februar tidligt om morgenen og formodes nu at være fundet død i Dronninglund Storskov. Her er, hvad vi ved i sagen - og hvad vi stadig mangler svar på.
Efter fire dages intens eftersøgning og efterforskning kunne Nordjyllands Politi torsdag den 10. februar klokken 20 fortælle, at man har fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov - og at man formoder, der er tale om 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der sidst blev set i live søndag den 6. februar på overvågningsbilleder.
Her kan du få overblikket over, hvilke svar efterforskningen foreløbig har givet, og hvad politiet fortsat forsøger at finde svar på.
Det ved vi:
Mia Skadhauge Stevn blev sidst set i live 6. februar klokken 06.09 hvor hun satter sig ind i en mørk personbil ved supermarkedet Netto på Vesterbro i Aalborg.
Kort forinden - klokken 06.02 var Mia Skadhauge Stevn blevet filmet af et overvågningskamera i Jomfru Ane Gade. Her forlader hun Jomfru Ane Gade i nordlig retning - mod gaden Ved Stranden - hvorefter hun går mod vest til Vesterbro, hvor hun bliver samlet op af den mørke personbil.
Nordjyllands Politi anholdte 9. februar kort før middag to nordjyske mænd på 36 år, der sættes i forbindelse med Mias forsvinden. De blev begge sigtet for drab.
I de efterfølgende dage arbejdede og efterforskede politiet på de mistænktes adresser i Flauenskjold og Østervra, ved et sommerhusbyggeri omkring Saltum samt i Hammer Bakker, Dronninglund Storskov, ved Reno Nord i Aalborg Øst og flere andre steder.
Ved et grundlovsforhør den 10. februar som varede over fire timer blev den ene af de mistænkte løsladt mens den anden blev varetægtsfængslet i fire uger. Den løsladte er stadig sigtet for drab. Fredag stadfæstede Vestre Landsret løsladelsen
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, men det kom frem, at de to er sigtet for, på et ukendt sted, på en ukendt måde i tidsrummet fra Mia Skadhauges forsvinden til deres anholdelse, at have slået Mia Skadhauge Stevn ihjel. De nægter sig begge skyldige.
På et kort pressemøde den 10. februar klokken 20.00 kunne vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er efterforskningsleder på sagen fortælle, at man få timer forinden havde fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov og at man har en formodning om, at der er tale om Mia Skadhauge Stevn.
Det mangler vi svar på:
Er det Mia Skadhauge Stevn, man har fundet?
Det er politiets formodning, at der er tale om Mia Skadhauge Stevn, der er fundet dele af i Dronninglund Storskov. Dette skal endeligt bekræftes ved retstekniske undersøgelser. Disse skal også være med til at fastslå dødsårsagen.Blev Mia dræbt?
Det er Nordjyllands Politis klare formodning at Mia Skadhauge Stevn har været udsat for en forbrydelse. Begge de sigtede i sagen nægter at have dræbt den unge kvinde.Hvad sker der nu?
Nordjyllands Politi fortalte torsdag aften at efterforskningen i sagen fortsætter på højtryk og at man ville fortsætte med at arbejde i Dronninglund Storskov torsdag aften, nat og også fredag.
Den 36-årige mand, der blev løsladt efter grundlovsforhøret torsdag, har politiet ingen intention om at forsøge at få varetægtsfængslet igen efter fundet af ligedelene. Fredag stadfæstede Vestre Landsret løsladelsen - det betyder at de ligesom Retten i Aalborg ikke mener, der er grundlag for at fængsle manden.
Sådan kan du hjælpe:
Ved pressemødet torsdag den 10. februar efterlyste Nordjyllands Politi vidner, der har været omkring Sulsted Kirkevej og Hammer Bakker søndag den 6. februar mellem klokken 6.30 og 7.30 - altså i timen umiddlerbart efter at Mia Skadhauge bliver samlet op på vesterbro klokken 06.09.
Vidner der har været i Dronninlund Storskov natten mellem mandag den 7. og tirsdag den 8. februar bedes også henvende sig til politiet. Specifikt ønsker politiet at høre fra personer, der har været i skoven mellem klokken 21.45 mandag den 7. og 05.15 onsdag den 8. februar.
Særligt ønsker politiet oplysninger om en sort VW Golf TDI årgang 2015 på såkaldte papegøjeplader, men alle vidner, der mener at have set noget relevant for sagen skal henvende sig til politiet.
- Ring hellere en gang for meget end en for lidt, lyder det fra vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Alle henvendelser i sagen skal tilgå Nordjyllands Politi på telefon 114.