Broklap faldt ned: Nu er fejlen fundet
Foto: TV MIDTVEST
Trafikken blev standset ved Vildsundbroen lørdag, da en broklap ukontrolleret faldt ned. Ingen kom til skade, da det skete.
Vejdirektoratet har haft teknikere forbi Vildsundbroen for at se, hvad der gik galt, da en broklap faldt ned lørdag. Nu er fejlen fundet.
Flere indbyggere i Vilsund samt bilister og sejlere fik sig lørdag noget af et chok, da broklappen på Vildsundbroen faldt i med et brag, der kunne høres langvejs fra.
I tyve minutter var broen lukket for biltrafik, og i flere timer var broen lukket for sejlere. Siden lørdag har Vejdirektoratet arbejdet på at finde ud af, hvad der gik galt, da broklappen faldt ukontrolleret ned.
Myndigheden har nu fundet ud af, at der var tale om en fejl i styresystemet. En fejl, der nu er ændret, så lignende tilfælde ikke kan ske igen.
”Forceret stop” vil nu automatisk udløses
Det er en af Vejdirektoratets rådgivere og den entreprenør, der har installeret styresystemet, der har undersøgt hændelsesforløbet på Vildsundbroen. De to har fundet ud af, at broklappen lukkede i uden den sædvanlige styring, der sker ved hjælp af en motor.
Hvis dette sker, så kan brovagten gøre brug af en knap, der sørger for et ”forceret stop”, hvilket vil få broklappen til at gå stille og roligt ned.
Denne knap bruges særligt, hvis der er behov for at lukke broklappen før tid – for eksempel ved udrykning.
Fremover har Vejdirektoratet sikret, at et ”forceret stop” automatisk vil gå i gang, hvis en lignende situation opstår. Det bliver derfor ikke nødvendigt at trykke på knappen, hvis det sædvanlige styresystem svigter.
Det er planen, at Vildsundbroen i fremtiden skal fjernstyres fra Aalborg. Efter lørdagens hændelse ønsker borgmestrene i Morsø og Thisted, at brovagterne bliver på broerne. Det kan du læse mere om her:
Ifølge Vejdirektoratet kunne uheldet med broklappen muligvis være undgået, hvis styringen af broen var sket fra en fjernbetjeningscentral med flere på job på samme tid, som det er tænkt, når brovagterne bliver flyttet til Aalborg.
Herunder kan du se indslag med reaktioner på brofejlen fra borgmestrene i Morsø og Thisted: