Endelig fik fiskerne deres licenser, men noget er galt: - Det er så uordentligt
Foto: TV MIDTVEST
Efter mange ugers venten fik muslingefiskerne i sidste uge sine licenser. Men en ændring i licenserne gør, at fiskerne må blive i havnen, og det skaber utilfredshed. Fiskeristyrelsen afviser kritikken.
Torsdag i sidste uge var en glædens dag for muslingefiskerne. Her kom de længe ventede licenser fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, og fiskerne kunne igen smide fortøjningerne. Troede de...
Men i de nye licenser var der en vigtig ændring.
Muslingefiskere har tidligere skullet skrive ind i elektronisk logbog, hvor mange tons fangst de kommer ind til havnen med. Og når de kom ind, blev det igen vejet for at se, om det stemte overens med logbogen.
Men med de nye licenser er det fortid. Nu skal der opgøres mere detaljeret.
- Styrelsen vil have, at når fiskeren laver sin logbog, så skal han stå ude på båden og vurdere, hvor mange tons muslingeskaller han har, og hvor meget der er søstjerner, krabber og sten. Og så skal han skrive de enkelte segmenter ind i logbogen, fortæller Jan Christensen, der er direktionschef hos Vilsund Blue på Mors.
Det er dog ikke noget, som er lige til for fiskerne. I hvert fald ikke, hvis man spørger Henrik Nielsen, som er daglig leder og formand for Foreningen Muslingeerhvervet.
- Det vil være meget, meget svært for fiskerne at leve op til de krav. Selvom de laver nogle sorteringsprøver ude på havet, vil det være tæt på umuligt for dem, for de ved jo ikke præcis, hvor mange søstjerner, tomme skaller, krabber og sten der er i fangsten.
- Helt til grin
Ifølge Henrik Nielsen har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen lovet Foreningen Muslingeerhvervet, at der fredag 1. november vil være en skriftlig vejledning klar til muslingefiskerne, ligesom der vil blive afholdt et informationsmøde for dem.
Men hvorfor har styrelsen ikke informeret fiskerne noget før? Det kan Jan Christensen ikke forstå, og han føler sig ført bag lyset.
- Det er fuldstændig tåbeligt. Når de vidste, at de ville indføre ændringerne, hvorfor har de så ikke informeret os før, i stedet for at vente til vi modtager licenserne.
- Licenserne skulle have været her 1. september. På fredag skriver vi 1. november. Det er altså to måneders forsinkelse. Det er helt utilstedeligt, siger Jan Christensen.
Han stiller sig desuden spørgende overfor, hvorfor ændringen overhovedet er nødvendig.
- Hvad glæde har man i styrelsen af at vide, at der var så og så mange kilo søstjerner og strandkrabber i fangsten? Det bliver jo alligevel smidt ud igen efterfølgende. Jeg synes, det er helt til grin. Det er så uordentligt som noget kan være, siger Jan Christensen.
Fiskeristyrelsen fastslår i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at man har gjort opmærksom på de nye regler.
Svar fra Fiskeristyrelsen
Det har ikke været muligt at få et interview med Fiskeristyrelsen, men styrelsens fiskerikontrolkontor har sendt os dette skriftlige svar:
Baggrunden for det ændrede vilkår vedr. logbog i licenserne er regler i bekendtgørelse nr. 2298 af 3. december 2021 om regulering af fiskeri efter muslinger og østers, som blev udstedt i december 2021. Dette fremgår af den faglige nyhed, som blev sendt ud i forbindelse med udstedelsen af de nye tilladelser: https://fiskeristyrelsen.dk/alle-nyheder/nyheder/2024/nye-tilladelser-til-fiskeri-af-blaamuslinger-i-limfjorden-saeson-2024-25-vilkaar-om-foering-af-logbog-i-nettovaegt
For at imødekomme fiskerierhvervets mulighed for at indrette sig på de nye vilkår, vil styrelsen i en 3-måneders periode efter udstedelsen af licenserne, have fokus på at vejlede fartøjsførerne om efterlevelsen af de nye vilkår om opgørelse i nettovægt, herunder invitere alle muslingefiskere i Limfjorden til et orienteringsmøde fredag den 1. november 2024. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil således først efter 3 måneder håndhæve og sanktionere manglende efterlevelse af vilkår om førelse af logbog i nettovægt. Dette fremgår også af nyheden, der som nævnt blev sendt ud i forbindelse med udstedelsen af de nye tilladelser.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen fik den 2. oktober 2024 oplyst kvoten for bifangsten af hjertemuslinger i Limfjorden. På den baggrund igangsatte styrelsen sagsbehandlingen af de konkrete ansøgninger og udstedte tilladelse til en forundersøgelse af fiskeriet efter blåmuslinger i Limfjorden torsdag den 10. oktober 2024. Styrelsen udstedte herefter de endelige tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden torsdag den 17. oktober 2024. Det er fuldt forståeligt, at muslingefiskerne ønsker at påbegynde fiskeriet, så snart forholdene tillader det. Styrelsen har derfor også bestræbt sig på at udstede de konkrete tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden hurtigst muligt efter endt sagsbehandling.
Flere artikler fra TV MIDTVEST