Banebrydende nordjysk forskning: To ud af tre coronapatienter rammes af smerter
Professor og smerteforsker Lars Arendt-Nielsen fra Aalborg Universitet har lavet den til dato største internationale undersøgelse af senfølger efter et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19.
En meget stor del af de patienter, som har været indlagt med et alvorligt forløb med COVID-19, slås med senfølger i månedsvis efter udskrivning. Det viser ny international forskning fra Aalborg Universitet.
Professor Lars Arendt-Nielsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet har fulgt mere end 1.000 COVID-19-patienter på intensivafdelinger i Spanien – og dette studie, det største af sin art til dato, giver ny vigtig viden om senfølgerne af COVID-19.
Specielt smerteproblematikken har ingen rigtig haft øje for før, men den ser ud til at være omfattende
Lars Arendt-Nielsen, professor, Aalborg Universitet
- Specielt smerteproblematikken har ingen rigtig haft øje for før, men den ser ud til at være omfattende. Det er vigtigt at få undersøgt, så patienter kan informeres på et kvalificeret grundlag og vide, at de ikke står alene med det problem, samtidig med at sundhedspersonalet er opmærksomt på problemstillingen, siger Lars Arendt-Nielsen.
Undersøgelsen viser nemlig, at de som har haft smerter i muskler og led i forbindelse med et alvorligt COVID-19-forløb, oplever flere senfølger sammenlignet med dem, der ikke har haft smerter.
Resultatet af undersøgelsen viser, at lidt over to tredjedele stadig mærker senfølger efter COVID-19. Og senfølgerne rammer hyppigere kvinder end mænd - forskningsresultatet viser specifikt, at 35 pct. flere kvinder end mænd oplever senfølger.
- Specielt viser det sig nu, at smerteproblematikker fylder meget mere end forventet og er af stor betydning for senfølgerne. Jeg forventer, at det bliver en udfordring for de nye senfølgeklinikker, der oprettes i blandt andet Danmark, siger Lars Arendt-Nielsen.
Senfølger efter COVID-19
65 pct. føler sig fortsat trætte
60 pct. bliver stadig stakåndede og føler sig begrænset i daglige aktiviteter
40 pct. oplever stadig muskelsmerter
20 pct. har fortsat hårtab
20 pct. har stadig hukommelsesproblemer
10 pct. har stadig hovedpine
3 pct. har stadig reduceret smags- og lugtesans
Kilde: Aalborg Universitet
Ifølge Lars Arendt-Nielsen har 2.500 danskere indtil videre været indlagt på intensivafdeling med COVID-19, og af dem vil omkring 1.800 døje med én eller flere senfølger. En kortlægning af omfanget og alvorsgraden af senfølger er nødvendigt for at kunne behandle dem bedst muligt.
- Det er meget vigtigt, at vi nu har så stort et datagrundlag, at vi med større sikkerhed kan udtale os om problemets størrelse, siger Lars Arendt-Nielsen og fortsætter:
- I dette studie har vi haft mulighed for at studere en stor gruppe intensiv-patienter med samme sygdom, hvilket er usædvanligt, da patienter på en intensiv afdeling typisk har forskellige sygdomme. Denne nye viden vil også kunne anvendes til gavn for andre patienter, som indlægges på intensivafdelinger.
Vi var overrasket over, hvor stor en del af patienterne som oplever senfølger. Specielt var vi overrasket over, at mange patienter fortsat oplever smerter, selv lang tid efter de er blevet udskrevet
Lars Arendt-Nielsen, professor, Aalborg Universitet
En særlig risikogruppe
Lars Arendt-Nielsen fortæller, at han især hæfter sig ved, at personer, der i forvejen døjer med kroniske smerter i muskler og led, ser ud til at udgøre en helt særlig risikogruppe, der får forværret deres smerter af et alvorligt forløb med COVID-19.
Cirka 20 pct. af danskerne døjer i forvejen med kroniske smerter, så det er en stor gruppe, der kan komme til at slås med yderligere livsforringende senfølger.
- Der er stadig meget, som vi ikke forstår omkring senfølger til COVID-19. Her er det vigtigt at vide, om patienter med kroniske smerter er i en speciel risikogruppe, når det gælder risikoen for senfølger ved COVID-19, da deres smerter kan forværres. Kroniske smertepatienter er allerede en udsat gruppe i samfundet med kun få behandlingstilbud, og denne nye smertetilstand bidrager desværre til yderlig forværring af problemet for denne patientgruppe, siger Lars Arendt-Nielsen, der ikke er overrasket over, at smerter har en så stor betydning for senfølgerne efter et alvorligt COVID-19-forløb.
Endnu uvist hvorlænge senfølgerne varer
Han understreger, at det endnu ikke vides, i hvor lang tid patienterne skal slås med senfølger efter COVID-19, men at problemet stadig er stort efter syv måneder. Derudover påpeger han, at det endnu er uklart, om der er forskel på risikoen for senfølger ved smitte i de forskellige bølger af COVID-19 og mellem de forskellige varianter af virus.
- Denne her nye COVID-19-virus sætter så meget gang i immunsystemet, at der frigives en lang række stoffer, som faktisk alle har den negative bivirkning, at de aktiverer smertesystemet og gør det mere følsomt, siger Lars Arendt-Nielsen.
Den nye forskning viser også, at cirka 70 pct. af alle patienter, der har været igennem et alvorligt COVID-19-forløb, syv måneder efter udskrivning stadig har problemer med træthed, stakåndethed, muskelsmerter, hovedpine, hukommelsestab, hårtab og reduceret smags- og lugtesans.
Specielt viser det sig nu, at smerteproblematikker fylder meget mere end forventet og er af stor betydning for senfølgerne. Jeg forventer, at det bliver en udfordring for de nye senfølgeklinikker
Lars Arendt-Nielsen, professor, Aalborg Universitet
- Vi var overrasket over, hvor stor en del af patienterne som oplever senfølger, og vi var også overrasket over antallet af senfølger, som den enkelte patient oplever. Specielt var vi overrasket over, at mange patienter fortsat oplever smerter, selv lang tid efter de er blevet udskrevet, fortæller Lars Arendt-Nielsen.
Forskningsresultatet er lige nu sendt videre til videnskabelige tidsskrifter med henblik på at blive publiceret.