Bomtrawler-krig fortsætter: Politianmeldt for at smadre el-kabel i Skagerrak
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Det var et kabel som dette, der i august blev smadret i Skagerrak - angiveligt fordi en hollandsk bomtrawler var i gang med at fiske på forbudt område.
En hollandsk bomtrawler er blevet politianmeldt efter at have sejlet internationalt el-kabel i stykker og forårsaget skader for mindst 20 millioner kroner.
Nu er det ikke længere kun fiskerne fra Thorup Strand, der er i krig med de hollandske bomtrawlere i Skagerrak - senest har den danske stat også meldt sig ind i kampen.
En hollandsk fiskerbåd blev tirsdag aften meldt til Nordjyllands Politi for vandalisme, efter den ifølge statsselskabet Energinet har smadret offentlige elkabler for mindst 20 millioner kroner tilbage i august.
Der er tale om vandalisme her under særligt skærpende omstændigheder.
Erik Høgh-Sørensen, DF
Sammenstødet mellem bådens tykke jerntrawl og elkablet skete på havbunden i Skagerrak, 38 kilometer nord for Bulbjerg. Elkablet, der er verdens længste og ejes af den danske og den norske stat i forening, bliver for tiden repareret af de statslige energiselskaber, og det koster.
- Skader af den her slags koster mellem 20 og 80 millioner kroner at udbedre, afhængig af vejrforholdene når de skal udbedres. Vi har begrundet mistanke om, at den anmeldte skadeforvolder har sejlet ind i kablet, siger Henrik Brinkman, områdeleder i Energinet.
El-kablerne er tydeligt markeret på søkort og ligger i en zone, hvor der ikke må fiskes, fortæller Henrik Brinkman. Noget, den hollandske fisker tilsyneladende har valgt at ignorere. Og det vækker harme hos Erik Høgh-Sørensen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti, som har anmeldt sagen til politiet.
- Der er tale om vandalisme her under særligt skærpende omstændigheder. Det vil sige, at der er tale om et tocifret millionbeløb i erstatning, som enten den hollandske stat eller den hollandske båd skal betale, siger Erik Høgh-Sørensen.
- Det har kostet milliarder, når de har svindlet med deres fisk, og nu kommer det så frem, at de også ødelægger internationale el-kabler. De skal ud af dansk farvand, og det skal sådan set ske, uanset hvad EU siger. Den danske minister må ned til Bruxelles og banke i bordet, hvis vedkommende tør, tilføjer DF-politikeren.
Skaderne på el-kablerne var så voldsomme efter overrivningen, at Energinet siden har måttet omlægge energiforsyningen.
Det er ikke første gang, de hollandske bowtrawlere laver ravage i Skagerrak. Forleden kunne TV2 Nord fortælle, hvordan en hollandsk trawler havde torpederet en nordjysk kystfiskers grej og ødelagt snurrevod for 275.000 kroner - en sag der gjorde det nordjyske folketingsmedlem Simon Kollerup rasende.
- Det vi har set her de seneste par dage, er noget af det mest alvorlige, vi har set i sagen om bomtrawlerne i Skagerrak, siger Simon Kollerup (S).
Nordjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget anmeldelsen, men da den slags anmeldelser er sjældne, skal politiet i første omgang have klarlagt, om man skal gå til hollænderne eller de danske myndigheder.
Hos Energinet har man dog erkendt, at regningen for at reparere el-kablet i Skagerrak kan ende hos elkunderne. For én ting er begrundet mistanke, noget andet er at bevise den hollandske fiskers skyld.
- Hvis sagen ikke holder, må vi bære omkostningerne selv, siger Henrik Brinkman fra Energinet.