Coronaen har reddet os fra lusekløen - men lusene er ikke udryddet endnu
Nordjyske apoteker langer nærmest ingen lusemidler over disken under coronatiden. De strenge afstandskrav og isolation har nærmest udryddet den kløende fremmede.
På Store Lusedag mandag 31. januar opfordres forældre til at lade deres børn tjekke for lus. Men i år er der nærmest ingen lus at finde.
De små kløende kryb formerer sig nemlig ved at springe fra hovedbund til hovedbund, men når børnene i snart to år har holdt afstand på grund af coronapandemien, så skaber det trange kår.
Det mærker man hos de nordjyske apoteker, der oplever et markant fald i salget af lusemidler.
- Salget står faktisk helt stille i længere perioder ad gangen under coronaen. Vi plejer ellers at sælge mange lusemidler i forbindelse med skolestarten, men det har vi slet ikke gjort denne gang, siger Lise Munk Madsen, der er farmakonom hos Aalborg Løve Apotek.
Afstandskravet gør jo, at de ikke får lov at være så tætte, så det gør jo helt naturligt, at lusene ikke kan hoppe videre.
Lise Munk Madsen, farmakonom hos Aalborg Løve Apotek
Salget af lusemidler faldt med mellem 30 og 40 procent på flere danske apoteker i 2020. Som lægemiddelkyndig er farmakonomen fra Aalborg-apoteket ikke i tvivl om, hvad det dalende salg skyldes.
- Afstandskravet gør jo, at de ikke får lov at være så tætte, så det gør jo helt naturligt, at lusene ikke kan hoppe videre. Du skal jo være tæt på andre mennesker, før de kan overleve - de skal jo have blod at suge, fortæller hun.
69 procent af alle børnefamilier har haft lus. Næsten 25 procent har oplevet det mere end fem gange.
5 tips: Sådan kommer du lusene til livs
- Start behandlingen så snart, du finder lus eller æg i håret.
- Brug ’kæmmemetoden’, hvor du kæmmer håret hver anden dag i 14 dage med en særlig tættekam beregnet til lus.
- Behandl med et godkendt lusemiddel fra apoteket. Følg brugsanvisningen nøje. Gentag behandlingen efter en uge.
- Kom kamme, huer, hårpynt og pudebetræk i fryseren i et døgn, vask dem i sulfovand eller vaskemaskinen ved 60 grader eller isolér dem i 48 timer.
- Giv skolen/insitutionen og legekammeraternes forældre besked om, at du har fundet lus hos dit barn.
Få flere tips her.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Er ved at komme tilbage
Hos Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker er næstformand Dorte Fischer enig i, at luseangrebene er langt færre end før coronaen. Men hun og de øvrige sundhedsplejersker i teamet fornemmer, at lusene er ved at kravle sig tilbage i vores hovedbunde.
- De er begyndt at komme tilbage, men helt klart i mindre grad end tidligere. I takt med at vi krammer mere og putter mere, så kommer de lige så stille, siger hun.
Hun lufter også teorien om, at vi kan være på vej ind i et anti-luse-år. Engang imellem forsvinder lusene nemlig tilsyneladende uden grund – for så at komme tilbage igen.
- Vi ser, at man som samfund døjer med lus i for eksempel 30 år, og så forsvinder de igen. Måske er vi ude i sådan noget, men det ved vi endnu ikke.
Fjern lusenes levebrød
Store Lusedag har eksisteret i godt 20 år. Her har gruppen bag - med biolog Alice Olsen i spidsen - opfordret landets børnefamilier til at kæmme håret igennem for at undgå, at lusene med det latinske navn Pediculus humanus capitis formerer sig hos kammeraterne.
- Hvis alle familier tjekker for og fjerner lus på samme dag, så "smitter" vi ikke længere hinanden, da menneskehoveder er hovedlusenes eneste levested. Tjek for lus og fjern dem samtidig ved kæmning, siger Alice Olsen på hovedlus.dk.
Lus findes oftest hos børn mellem tre og 10 år. Det er nemlig dem, der har mest fysisk kontakt i daginstitutioner og skoler. Højsæson for lusene er fra august til november.
Lusene kommer tilbage
På Store Lusedag ville det være en god nyhed at kunne garantere, at lusene er væk én gang for alle. Men dét scenarie tror Lise Munk Madsen ikke på.
- Man er ikke tæt på at have udryddet dem, for man har også tidligere set op- og nedgange i det. Jeg tror desværre, vi kommer tilbage til ’normalen’ - alt afhængig af hvor mange af de gode vaner med hygiejne, vi beholder, siger hun.
- Men det bliver da spændende at se, hvor meget vi kommer til at sælge, når samfundet bliver lukket helt op igen.
Ifølge farmakonomen sælger apoteket til gengæld langt flere læbepomader og håndcreme designet til børn under coronaen - for at komme de tørre, afsprittede hænder til livs.
Hos Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker understreger næstformand Dorte Fischer, at forældrenes fokus netop har været på nogle helt andre områder end normalt.
- De har jo skulle tænke på test, vaccine, håndsprit og så videre, så der har heller ikke været så meget overskud til at tænke på lus. Alt det andet har været vigtigere, siger hun.