Et år efter valget: To spidskandidater har forladt partiet, en har 35 ordførerskaber, en anden ingen - og en har gjort lynkarriere
Læs her, hvordan det er gået de 21 kandidater, som de nordjyske vælgere for et år siden valgte til Folketinget
375.461 nordjyder mødte for et år siden frem på valgstederne og sammensatte med deres krydser det hold på 21, der skulle repræsentere Nordjylland på tinge.
Nogle af dem har vi siden hørt meget til, andre knap så meget.
Det er dog ikke alle 21, der stadig, et år senere, kan kalde sig folketingsmedlemmer.
M
Blot tre uger efter valget trak Moderaternes nyvalgte MF’er, Kristian Klarskov, sig fra Folketinget. Han, der havde været nordjysk spidskandidat og i valgkampen blandt andet havde ytret sig kritisk om en Egholm-forbindelse, viste sig at have været en knap så succesfuld erhvervsmand, end han over for sit parti og vælgerne havde givet udtryk for.
Da flere medier gik ham efter i sømmene med en, syntes han selv, “urimelig omtale” til følge, trak han sig. Familien havde lidt under omtalen, som også havde påvirket hans eget helbred, lod han forstå.
Kristian Klarskov bor stadig i Støvring, men er i dag ikke alene ude af politik, men har også meldt sig ud af Moderaterne.
I hans sted fik suppleanten Mohammad Rona chancen på Christiansborg. Han har siden passet arbejdet på borgen uden at trække de store overskrifter.
ALT
Kristian Klarskov er ikke den eneste af de 21, nordjyderne valgte, der har været en flittig gæst i medierne. Det har også Theresa Scavenius, som midt i valgkampen blev bragt i spil som spidskandidat i Nordjylland for Alternativet. 1081 stemte personligt på hende.
Efterfølgende viste det sig, at hun og resten af folketingsgruppen ikke trivedes sammen. Det endte tidligere i år med, at Scavenius først blev smidt ud af folketingsgruppen og siden meldte sig helt ud af partiet for at fortsætte som løsgænger.
Konsekvensen er, at Alternativets nordjyske bagland - som syntes, de havde haft et glimrende samarbejde med Theresa Scavenius - nu står uden en folkevalgt på borgen.
(Det har de i øvrigt prøvet før: Alternativets forrige nordjyske folketingsmedlem, Susanne Zimmer, der blev nyvalgt i 2019, forlod året efter partiet og fortsatte dels som løsgænger, dels som en del af Frie Grønne).
LA
En anden nyvalgt nordjysk politiker fra 2022-valget har til gengæld gjort lynkarriere i sit parti. Solbjørg Jakobsen blev med 4421 personlige stemmer i ryggen nyvalgt for Liberal Alliance.
Hun viste sig allerede i valgkampen som en blændende debattør og blev tidligere i år udnævnt til ny politisk ordfører i sit parti.
Det er en post, som normalt tilfalder langt, langt mere rutinerede folketingsmedlemmer.
S
I valgkampen op til 1. november 2022 kunne Socialdemokratiet prale af, at hele fem af partiets nordjyske folketingsmedlemmer var ministre.
Da den ene af de fem, Mette Frederiksen, efter langvarige forhandlinger dannede en ny tre-parti-regering, var der imidlertid kun plads til to af de fem på holdet. Foruden statsministeren var det Ane Halsboe-Jørgensen, der blev beskæftigelsesminister i SVM-regeringen.
Per Husted var efter valget for et år siden eneste ny nordjyde på S-holdet i Folketinget.
To af de tre, der måtte skrive 'forhenværende minister' på visitkortet, fik fremtrædende ordførerskaber i stedet: Simon Kollerup blev forsvarsordfører, Flemming Møller Mortensen sundhedsordfører.
Den tredje af de forhenværende, Rasmus Prehn, beholdt efter en række sager om bilag kun lige akkurat sit mandat i Folketinget. Måske derfor fik han ikke, hvad der er ret usædvanligt, ét eneste ordførerskab, men måtte nøjes med posten som formand for tingets transportudvalg.
NB
Hans diametrale modsætning - i hvert fald, når man tæller ordførerskaber - er Kim Edberg Andersen, der for et år siden blev nyvalgt for Nye Borgerlige. Partiet så dengang succesfuldt ud, men er siden krakeleret og reduceret til de facto to folketingsmedlemmer, partistifter Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen.
Pernille Vermund tager sig af otte ordførerskaber på vegne af Nye Borgerlige. Kim Edberg Andersen har 35, hvilket vist er ny dansk rekord.
Og det er svært at forestille sig, at noget menneske kan nå at sætte sig ind i alle detaljer på så mange områder. Men ingen tvivl om, at nordjyden knokler løs.
SF, K og EL
Travlt har også tre andre nordjyder, der alene skal repræsentere Nordjylland i deres parti, haft det: Theresa Berg Andersen (SF), Per Larsen (K) og Peder Hvelplund (EL).
De to sidstnævnte oplever dog nok, at det seneste år for deres vedkommende har været lidt roligere end de foregående, hvor de som sundhedsordførere havde rigeligt at se til, mens coronaen rasede.
DD
Det ny parti Danmarksdemokraterne stormede for et år siden ind i Folketinget med partiformand Inger Støjberg i spidsen.
Hun stillede op i Nordjylland og tegnede sig for langt størstedelen af partiets stemmer.
Sammen med den tidligere Venstre-politiker blev to andre kandidater, begge med en fortid i Dansk Folkeparti (som ikke fik valgt noget folketingsmedlem i Nordjylland), valgt med ret små stemmetal.
Lise Bech, der i forvejen sad i Folketinget, kunne fortsætte, nu med nyt rygmærke og blandt andet en post som forsvarsordfører, takket været 521 personlige stemmer. Endnu færre - 480 - stemte på Kristian Bøgsted, men de mange krydser på partiets frontfigur gjorde, at de rakte til et mandat, så der fortsat er en nordjysk valgt politiker med efternavnet Bøgsted på Christiansborg.
Kristian Bøgsteds fædrene ophav, det mangeårige folketingsmedlem Bent Bøgsted, genopstillede ikke ved valget for et år siden.
Kristian Bøgsted er det nordjyske folketingsmedlem, der opnåede valg med færrest personlige stemmer. Flest, 60.837, fik statsminister Mette Frederiksen.
RV
I Det Radikale Venstre tog Christian Friis Bach over som nordjysk repræsentant efter Marianne Jelved.
Han har, fornemmer man, haft rigeligt at se til med 12 ordførerskaber, tilsat et ikke ringe mål af turbulens på de indre rækker.
V
Det sidste har Venstre mildt sagt også haft.
Partiet gik, trods løfter om det modsatte i valgkampen, i regering med Mette Frederiksen.
Her blev der plads til en enkelt nordjysk repræsentant, Marie Bjerre, der blev ligestillings- og digitaliseringsminister. Hun har langt fra været den minister, der har fyldt mest i den offentlige debat. Senest har hun og en række andre, jævnaldrende Venstre-folk, imidlertid med en netop udgivet debatbog givet deres bidrag til, hvordan en fremtidig liberal politik bør se ud.
Med den cementerer nordjyden positionen som en del af næste generations centrale Venstre-folk. Når og hvis partiet kommer ud af den aktuelle krise.
Venstre fik for et år siden også genvalgt to andre - ældre (i forhold til Marie Bjerre) - folketingsmedlemmer. Torsten Schack Pedersen kom trods mange år på Borgen ikke med på regeringsholdet, men blev til gengæld i februar i år udnævnt til kommitteret for Hjemmeværnet - et hverv, der på en række felter rangordnes på linje med en ministerpost.
Preben Bang Henriksen beholdt sin post som retsordfører og er derudover fortsat blandt dem, der har blik for at tage nordjyske sager op på tinge. Præcis som den endnu mere rutinerede socialdemokrat Bjarne Laustsen har gjort i mange år - og fortsat gør, alt imens han også passer hvervet som fiskeriordfører.
De to er aldersmæssigt veteranerne på det nordjyske hold. Begge runder 70 inden for de kommende måneder. Og ingen vil blive overrasket, hvis de derfor næste gang ikke er at finde på stemmesedlen. Alt efter hvornår næste valg kommer.
For hele 23.553 vælgere vil det i givet fald betyde, at de ikke igen kan stemme på den, de gav deres kryds for et år siden.