Her er landets billigste hus
Danmarks billigste hus er denne lille villa i landsbyen, Brønden, Vendsyssel.
Hvis snakken ved en af de kommende påskefrokoster skulle falde på boligmarkedet og de høje priser, kan du med ro i sindet fortælle onkel Carsten og tante Oda, at man faktisk stadig kan blive husejer for ganske lidt.
For det er nok de færreste, der vil mene, at det billigste hus på markedet lige nu er dyrt.
Det koster nemlig kun 79.000 kroner at blive boligejer, hvis du vil købe det 71 kvadratmeter store håndværkertilbud i den lille by, Brønden, i Nordjylland, som netop er strøget ind som Danmarks billigste villaudbud, skriver boligmediet Boliga.dk.
Til gengæld skal skal du også være forberedt på lidt af et renoveringsprojekt - hvis du slår til og køber huset. Ifølge salgsmaterialet hos Villadsen Ejendomshandel, ”må der påregnes indvendig istandsættelse, inden huset kan tages i brug”.
Der skal blandt andet en ny varmeforsyning til, ligesom der heller er nogen garanti for funktionen og lovligheden af elinstallationerne i huset.
Langt under prisgennemsnittet
Den beskedne udbudspris betyder, at du kun skal betale lidt mere end 1.100 kroner for hver kvadratmeter i den lille villa.
Det er ifølge Boliga.dk langt under kvadratmeterprisen på knap 16.600 kroner, som er landsgennemsnittet for de udbudte villaer og rækkehuse, der er til salg i øjeblikket.
Det skal understreges at prisniveauet i Frederikshavn Kommune, hvor det billige hus ligger, er noget lavere end landsgennemsnittet. I Frederikshavn Kommune kan du lige nu købe en gennemsnitlig villa eller et rækkehus for lige under 11.600 kroner pr. kvadratmeter.