Hjælpepakke på plads til Nordjylland efter nedlukning
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fredag eftermiddag har Folketingets partier landet en aftale om en hjælpepakke til Nordjylland.
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er fredag eftermiddag blevet enige om en hjælpepakke til virksomheder, kultur- og idrætsliv samt udsatte borgere i de syv nordjyske kommuner, der har været ramt af nedlukning og restriktioner.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
- Nordjyderne har gjort en stor og flot indsats de seneste par uger for at inddæmme smitten, men det har selvfølgelig haft konsekvenser. Derfor skal der også være hjælp at hente, når man som lønmodtager eller virksomhed bliver ramt af nedlukninger eller restriktioner. Med dagens aftale har vi nu et sikkerhedsnet klar med økonomisk hjælp, hvis der bliver behov for flere lokale nedlukninger i fremtiden. På den måde ved erhvervslivet, at hjælpen er der, hvis restriktionerne skulle ramme, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Regeringen meldte på et pressemøde 5. november ud, at der ville blive indført skærpede restriktioner i Thisted, Hjørring, Frederikshavn, Læsø, Jammerbugt, Brønderslev og Vesthimmerlands Kommune for at at reducere smitteudviklingen og inddæmme en særlig mutation af coronavirus fra mink.
'Nordjyderne har taget en for holdet'
Restriktionerne har ramt blandt andre lønmodtagere, erhvervsliv og kulturinstitutioner hårdt økonomisk.
- De skærpede restriktioner i Nordjylland ramte mange – også idræts-, forenings- og kulturlivet. Vi er rigtig glade for, at vi har kunnet åbne op igen, men regeringen og partierne er selvfølgelig samtidig enige om, at der skal ekstra hjælp til de ramte. Derfor er vi klar med kompensation til dem, der har været ramt – det gælder selvfølgelig også kulturen, siger kulturminister Joy Mogensen (S).
Aftalen er en lille håndsrækning til nordjysk erhvervsliv. Venstre mener, at det havde været rimeligt, at aftalen også havde indeholdt en model, som samlede regningen op for de mange meromkostninger nordjyske virksomheder og kultur og idrætsliv har haft de seneste to uger.
Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører, Venstre
Derfor er regeringen sammen med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet blevet enige om en hjælpepakke med kompensation til virksomheder, kultur- og idrætsliv og udsatte borgere, der har været berørt af nedlukningen.
- Aftalen er en lille håndsrækning til nordjysk erhvervsliv. Venstre mener, at det havde været rimeligt, at aftalen også havde indeholdt en model, som samlede regningen op for de mange meromkostninger nordjyske virksomheder og kultur og idrætsliv har haft de seneste to uger. Venstre synes ikke det er rimeligt, at den regning havner hos virksomhederne, siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen fra Venstre.
- Nordjyderne har “taget en for holdet”. Glædeligt, at et bredt udsnit af Folketingets partier hermed søger at afbøde de hårdeste tilbageslag for landsdelen og specielt de syv kommuners indbyggere, siger erhvervsordfører Orla Hav fra Socialdemokratiet.
Pakken vil også fremadrettet gælde ved eventuelle andre lokale nedlukninger.
Det indeholder hjælpepakken:
Virksomheder, kultur- og idrætsliv
Kompensation for faste omkostninger:
- Alle virksomheder i de syv nordjyske kommuner får adgang til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 pct.
- Virksomheder, der er tvangslukket og ingen omsætning har, kan få dækket 100 pct. af de faste omkostninger.
- Virksomheder med enheder f.eks. butikker både inde og uden for de nedlukkede kommuner kan få kompensation for faste omkostninger til den af butikkerne, der oplever et omsætningstab på 30 pct.
- Virksomheder, der er ramt af, at deres medarbejdere ikke kan komme på arbejde, mangler vigtige leverancer eller generelt oplever produktionsnedgang, kan få kompensation.
Kompensation til selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere mv.:
- Alle selvstændige mv. i de syv nordjyske kommuner får adgang til kompensation, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 pct.
- Der laves en særskilt kompensationsordning for selvstændige mv. bosat i en af de nedlukkede kommuner, der ikke kan pendle til deres forretning uden for kommunerne.
- Der gives kompensation til selvstændige mv. uden for de syv kommuner, hvis de kan sandsynliggøre, at en indtægtsnedgang skyldes restriktionerne.
Andet:
- Der afsættes en pulje på 15 mio. kr. til delvis dækning af virksomhedernes udgifter til betaling af bod og dagbøder mv. i byggesager mv.
- For at genstarte turismen styrkes markedsføringen af Nordjylland som destination med 5 mio. kr.
Hjælp til udsatte borgere
- Der sættes 7,5 mio. kr. af til en ensomhedspulje, der skal modvirke ensomhed blandt borgere i de syv nordjyske kommuner.
- Der sættes 1,4 mio. kr. af til uddeling af mad til sårbare familier i de syv nordjyske kommuner.
Kilde: Erhversministeriet