I dag skal fusion mellem bank og sparekasse godkendes
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
I aften klokken 20 skal repræsentantskabet fra Sparekassen Vendsyssel tage stilling til en fusion med Jutlander Bank, som vil gøre sparekassen til Danmarks største.
Fusionen mellem Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank skal i aften godkendes ved en afstemning af Sparekassen Vendsyssels repræsentantskab.
Klokken 20 i aften skal repræsentantskabet for Sparekassen Vendsyssel mødes i Idrætscenter Vendsyssel, hvor der skal stemmes om gennemførelsen af fusionen mellem Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank.
Skulle repræsentantskabet godkende fusionen, skal den anden partner i bankægteskabet, Jutlander Bank, afnotere sig fra børsen og blive til en garantsparekasse igen. Det nye navn kommer til at være Sparekassen Danmark og bliver Danmarks største sparekasse.
Hvad er en garantsparekasse?
- En garantsparekasse er et pengeinstitut, hvor kunderne indskyder kapital i banken, der garanterer for driften af virksomheden.
- Det adskiller sig fra en bank med aktionærer ved, at der ikke er nogen aktionærer, der skal have del i overskuddet, og at overskuddet i stedet ofte går til lokalsamfundet.
- Garanterne har ligesom aktionærer indflydelse ved generalforsamlinger, og det er altså i dette tilfælde dem, der skal stemme for en eventuel fusion.
Administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel, Vagn Hansen, tror på, at afstemningen nok skal gå igennem, da repræsentantskabet tidligere har fået fremvist idéen. Alligevel ser Vagn Hansen frem til aftenens afstemning.
- Man er altid spændt på, hvordan det bliver modtaget. Om der er fuld opbakning, eller om der er kritiske røster, siger han.
Stor konkurrence
Skulle afstemningen gå som forventet senere i aften, skal fusionen dog også godkendes af finanstilsynet, hvorefter det vil være officielt.
- Finanstilsynet har haft alt materialet til gennemsyn i et stykke tid, så vi håber på, at det bliver godkendt i morgen, men det er jo op til dem, siger Vagn Hansen.
Med fusionen kommer den fremtidige Sparekassen Danmark i top 10 over de største pengeinstitutter i landet. Et andet nordjysk pengeinstitut, Spar Nord Bank, er i øjeblikket Danmarks femte største, og der er derfor lagt op til stor konkurrence om de nordjyske kunder.
Den nye sparekasse vil efter fusionen have omkring 1200 medarbejdere og cirka 300.000 kunder, og der vil være 54 lokationer rundt omkring i Nordjylland.
Sparekassen Danmark bliver i lokalområdet
Hovedsædet for sparekassen forbliver i samme by, som Sparekassen Vendsyssel ligger i nu, nemlig Vrå. Derudover får sparekassen to hovedcentre i henholdsvis Aars og Hobro.
Ambitionen for Sparekassen Danmark bliver blandt andet, at man gennem fonde fremover vil donere 100 millioner kroner årligt til lokalområderne.